Historiker: Kongehusets fester fremmer folkets støtte
Det er opsigtsvækkende, at regentparret ikke inviterer offentligheden med til guldbryllup, vurderer ekspert.
Dronning Margrethe og prins Henrik fejrer ikke deres guldbryllup offentligt, når de har 50-års-bryllupsdag næste år.
Dronning Margrethe og prins Henrik fejrer ikke deres guldbryllup offentligt, når de har 50-års-bryllupsdag næste år. Foto: Olufson Jonas/Polfoto


Det er vigtigt for opbakningen til kongehuset, at folket er inviteret med, når der er bryllupper, runde fødselsdage og andre store begivenheder i den kongelige familie.

Derfor er det et usædvanligt træk, når regentparret et år før sit guldbryllup melder ud, at den store mærkedag ikke bliver fejret i selskab med offentligheden.

Sådan lyder vurderingen fra historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

- De store begivenheder betyder rigtig meget. For de er en lejlighed til, at hele befolkningen kan feste sammen med kongehuset.

- Det er et vigtigt nationalt samlingspunkt. Og det har stor betydning for opbakningen til kongehuset generelt, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han understreger, at der er langt mellem guldbryllupper i kongehuset. Der er derfor ikke en tommelfingerregel om, hvordan den slags mærkedage fejres.

Men der er ikke tvivl om, at en 50-års bryllupsdag er en stor dag. Udmeldingen om, at den bliver fejret privat er derfor bemærkelsesværdig.

- Det er ret usædvanligt. Der er ikke mange fortilfælde med guldbryllupper, men sølvbryllupper og store runde fødselsdage plejer kongehuset at fejre sammen med offentligheden i et eller andet omfang, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Det er hoffet, der fredag har meddelt, at regentparrets guldbryllup ikke bliver offentligt. Udmeldingen kommer netop på deres bryllupsdag.

Beslutningen kan meget vel hænge sammen med, at prins Henrik er gået på pension og generelt har trukket sig fra rampelyset, vurderer Lars Hovbakke Sørensen.

- Han har netop signaleret, at han ikke ønsker at deltage i ret mange offentlige arrangementer, siger han.

10. juni 1967 blev kronprinsesse Margrethe og diplomat Henri Marie Jean André viet i Holmens Kirke i København med en efterfølgende karettur gennem byen.

Bryllupsfesten blev holdt på Fredensborg Slot.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.