Hillary Clinton lover at kæmpe for middelklassen
Selv om USA's økonomi igen er blomstret op, sakker middelklassen og de fattige agterud, siger Hillary Clinton.
Storfavoritten i det amerikanske præsidentvalg, Hillary Rodham Clinton, taler til sine tilhængere i New York lørdag.
Storfavoritten i det amerikanske præsidentvalg, Hillary Rodham Clinton, taler til sine tilhængere i New York lørdag. Foto: Frank Franklin II/AP


Favoritten blandt de amerikanske præsidentkandidater, demokraten Hillary Clinton, vil kæmpe for, at middelklassen i højere grad høster frugten af deres hårde arbejde.

Det siger hun i sin første større tale i kampen om at blive valgt ind i Det Hvide Hus ved næste års præsidentvalg i USA.

Clinton har, siden hun i april officielt meddelte, at hun stiller op i kampen om at blive Det Demokratiske Partis kandidat, markeret sig som en kandidat, der vil kæmpe for "almindelige amerikanere".

I sin tale på Roosevelt Island i New York sagde hun til sine tilhængere, at almindelige lønarbejdere spørger sig selv, om velstand er forbeholdt direktører og hedgefond-chefer.

- Man må spørge sig selv, hvornår betaler mit hårde arbejde sig? Hvornår oplever min familie fremgang? Jeg mener, at det er nu, sagde Clinton til de tusinder, der var mødt frem i den solfyldte park for at høre hende.

Det store arrangement tolkes af nyhedsbureauet Reuters som et gearskifte i Clintons valgkamp, der hidtil har været præget af mindre arrangementer med udvalgte deltagere.

Foreløbig har Clinton først og fremmest holdt sig til stater som New Hampshire og Iowa, der traditionelt har stor betydning i den amerikanske valgkamp, fordi de er nogle af de første til at holde primærvalg.

Clinton lover skattelettelser til små erhvervsdrivende og at gøre USA til det 21. århundreds supermagt inden for grøn energi.

Lørdagens tale regnes som det officielle startskud på Hillary Clintons valgkamp, selv om hun har været i gang i adskillige uger.

I talen understregede den tidligere førstedame, udenrigsminister og senator også, at hun med sine mange års erfaring i amerikansk toppolitik vil være den mest kvalificerede kandidat at placere i Det Ovale Værelse.

- Det kan godt være, at jeg ikke er den yngste kandidat i denne valgkamp. Men jeg bliver den yngste kvindelige præsident i USA's historie, sagde hun og høstede jubel og klapsalver fra publikum.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.