Hiddink vil gafle Drogba som sin højre hånd i Chelsea
Den nyansatte Chelsea-manager Guus Hiddink vil gerne hente Didier Drogba tilbage til London-klubben.
Chelseas nyansatte manager, Guus Hiddink (tv), vil hente Didier Drogba tilbage til London-klubben. Arkivfoto.
Chelseas nyansatte manager, Guus Hiddink (tv), vil hente Didier Drogba tilbage til London-klubben. Arkivfoto. Foto: SANG TAN/AP


Chelsea har været i samtaler med den canadiske fodboldklub Montreal Impact i håb om at kunne indlemme Didier Drogba i trænerstaben. Det oplyste MLS-klubben torsdag.

- Vi er for tiden i kontakt med Didier Drogba og Chelsea, men vi gør alt, vi kan, for, at han skal blive hos os også i næste sæson, skriver den canadiske klub på Twitter.

- Vi forstår, hvor knyttet han er til sin tidligere klub, og at han ønsker at hjælpe Chelsea. Vi er villige til rette os ind efter det, lyder det.

Drogba skiftede til Montreal Impact i juli efter at have været to perioder i Chelsea, hvor angriberen har opnået legendestatus.

Ivorianeren var på VIP-tribunen, da Chelsea slog Sunderland med 3-1 for en uge siden. Da sad Drogba sammen med klubejer Roman Abramovich og den nyansatte Chelsea-manager Guus Hiddink.

- Jeg arbejdede med ham for fem-seks år siden, og jeg var henrykt over at have en så professionel type i truppen, fortæller Hiddink, som tidligere har været manager for Chelsea (tre måneder i 2009).

- Jeg kender ikke processen, men jeg snakker fra hjertet, når jeg siger, at det kunne være stort for Chelsea at få ham hertil igen, siger Hiddink, som har overtaget rollen som manager efter fyrede José Mourinho.

Chelsea er nummer 15 med blot 18 point efter 17 spillerunder i Premier League før det tætpakkede juleprogram.

Watford, som er nummer syv med 28 point, er modstanderen på Stamford Bridge i London lørdag eftermiddag klokken 16.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.