Hi-fi Klubben vil vinde tyske elektroniknørders hjerter
Hi-fi Klubben, der sælger elektronik i den dyre ende, går ind på det tyske marked. Første stop er Hamburg.
Hi-fi Klubben går ind på det tyske marked med en butik i Hamburg.
Hi-fi Klubben går ind på det tyske marked med en butik i Hamburg. Foto: Colourbox/Free


Danske Hi-fi Klubben udvider forretningen til Tyskland, hvor kæden åbner sin første butik fredag i Hamburg.

Markedet er domineret af store kæder som Media Markt og Saturn, men Hi-fi Klubben tror på, at nok tyskere vil have luksus til, at der er plads til en ny, lille aktør.

Elektronikkæden har allerede 96 butikker i Danmark, Norge, Sverige og Holland.

- Vi har længe gerne ville ind på det tyske marked. Det er et enormt land og ligger tæt på os, siger driftsdirektør i Hi-fi Klubben Christoffer Arensbach.

Trækket kommer samtidig med, at elektronikforhandleren Fona er gået konkurs og markedet for elektronik er hårdt presset. Økonomien i Hi-fi Klubben er dog umiddelbart sund.

I 2015 omsatte Hi-fi Klubben for lidt over en milliard kroner og tjente 48 millioner kroner efter alle regninger var betalt.

- Næsten alle andre aktører kæmper mod krisen ved at bygge større varehuse og kun fokusere på, at alt skal være billigere og billigere hele tiden.

- Det kan man selvfølgeligt fint, men det har skabt en niche for os hos dem, der gerne vil have kvalitet og service. Vi forsøger hele tiden at finde de bedste produkter og det vil der forhåbentligt altid være et marked for, siger Christoffer Arensbach.

Han fortæller samtidig, at Hi-fi Klubbens leverandører ofte ikke er så store. Derfor er kæden store kunder for dem, og kan få gode priser, så man ikke bliver overhalet inden om på internettet.

Den forretningsmodel skal altså nu udvides til Tyskland, hvor ambitioner er store på den lange bane med mere moderate for den overskuelige fremtid.

- Vi starter nu med at åbne én butik og bide os fast i Hamburg. Vi vil gerne åbne en butik til i byen i år og nok også et par stykker til næste år, inden vi overhovedet begynder at kigge andre steder, siger Christoffer Arensbach.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.