Hertuginde: Det her forbyder jeg lilleprinsen
Hertuginde Kate håber ikke, lille toårige prins George arver sin fars interesse for hurtigtkørende motorcykler.
Prins George på to år skal helst holde sig til legetøjsudgaven af motorcykler, mener hans mor, hertuginde Kate.
Prins George på to år skal helst holde sig til legetøjsudgaven af motorcykler, mener hans mor, hertuginde Kate. Foto: Matt Dunham/AP


Der er altid fart over feltet i det britiske kongehus, og det gælder især, når den royale testosteron mikses med oktan-dryppende maskiner.

Men i takt med at tallet på speedometeret tordner af sted, stiger også særligt hertuginde Kates frygt for, at det en dag går galt, afslørede hun i weekenden, da hun og prins William besøgte den årlige kulturfestival The Scottish Mental Health Arts and Film Festival i den skotske by Dundee.

Det skriver avisen The Telegraph.

En af de mange fremmødte spurgte nemlig den 33-årige hertuginde, om prins William stadig tog ture på sin Ducati-motorcykel.

- Han kører stadig på den, og det fylder mig altid med frygt, når han drøner af sted. Jeg er rædselsslagen, lød det åbenhjertigt fra hertuginden.

- Forhåbentligt kan jeg holde George fra det, sagde hun om sin toårige søn, der har masser af krudt i sig.

Bekymringen over den fartglade prins deler hertuginden med sin svigerfar, prins Charles, som tidligere har udtrykt samme angst over for de hurtigtkørende motorcykler.

- Det handler om, at andre biler ikke kan se en, og det siger jeg konstant til mine sønner, har han tidligere sagt ifølge The Telegraph.

Hertuginde Kate og prins William rejser i øjeblikket rundt i Storbritannien, og særligt Skotland betyder meget for parret. De mødte nemlig hinanden i 2001 på det skotske universitet University of St Andrews, hvor han fik en grad i geografi, mens hun læste kunsthistorie.

Parret giftede sig i 2011. Og ud over lille prins George, er de også forældre til prinsesse Charlotte på snart seks måneder.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.