Herning Blue Fox henter profil hjem fra Tyskland
Herning Blue Fox henter angriberen Steffen Frank, der i mange sæsoner har været en stor profil i Sønderjyske.
Steffen Frank kommer frem over til at spille i Herning-trøjen.
Steffen Frank kommer frem over til at spille i Herning-trøjen. Foto: Korsgaard Jan/POLFOTO


Ishockeyklubben Herning Blue Fox opruster i truppen efter en sæsonstart, der ikke har været prangende.

Midtjyderne henter angriberen Steffen Frank i den tyske klub Lausitzer Füchse, som han skiftede til inden sæsonen.

Frank har tidligere været en stor profil hos Sønderjyskes mesterhold, og han har spillet mere end 300 kampe i landets bedste række

26-årige Frank, der også har optrådt for det danske landshold, skifter til Herning på en kontrakt gældende for resten af sæsonen.

Her bliver han genforenet med træner Mario Simioni, der tidligere har fejret succes i spidsen for Sønderjyske.

- Vi får en spiller med stor vindermentalitet, og som har bevist det i Danmark. Han besidder nogle rigtigt gode offensive kvaliteter, hvor han med speed og næse for angrebsspillet har haft et rigtigt godt pointsnit sæson efter sæson, siger Herning-træner Mario Simioni.

Steffen Frank kan debutere på tirsdag, når Herning på hjemmebane tager imod Rungsted

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.