Her vil de turistskilte vejene på tysk
I Tønder Kommune skal der stemmes om, hvorvidt man vil lade vejskiltene stå på både tysk og dansk.
Tønder er blandt andet kendt for den årlige folkfestival. Nu kan den sønderjyske by også blive kendt for at bære byen med de tosprogede byskilte.
Tønder er blandt andet kendt for den årlige folkfestival. Nu kan den sønderjyske by også blive kendt for at bære byen med de tosprogede byskilte. Foto: LANGE PER/free


Lige nord for den tyske grænse står vejskiltene endnu kun på dansk. Men måske går der ikke længe, før der ved siden af de dansksprogede skilte vil være hjælp at hente for tyske turister og områdets tyske mindretal.

Økonomiudvalget i Tønder Kommune skal nemlig på dets næste møde tage stilling til, om byskiltene i kommunen fremover også skal bære de tyske stednavne. Det skriver Flensborg Avis.

Syd for den dansk-tyske grænse optræder vejnavnene både på dansk og tysk, og nu er debatten om de tosprogede skilte blusset op i Sønderjylland. Debatten er stærkt bakket op af det tyske mindretal i Sønderjylland.

For et par uger siden kom det ellers frem, at de fire borgmestre i Sønderjylland ikke var begejstrede for idéen om, at der ud over for eksempel Tønder også skulle stå den tyske betegnelse, Tondern, på skiltene.

Men i dag ser Tønders borgmester, Laurids Rudebeck (V), anderledes på sagen.

- Jeg har ikke noget personligt problem med, at vi skilter med de tyske navne bynavne på kommunens henvisningsskilte. Det vil være en fordel i vores område, da vi har mange tyske turister, siger Laurids Rudebeck til Flensborg Avis.

Borgmesteren bakkes op af sin viceborgmester, Bent Åbling Paulsen (DF).

- Forslaget om topsprogede byskilte er en god idé. Det er den officielle holdning hos Dansk Folkeparti, siger han.

Derimod er Socialdemokraterne delt i spørgsmålet. Lars Rytter (S), der sidder i Økonomiudvalget i Tønder Kommune, synes dog personligt, at forslaget er en god idé.

- Vi lever i en international verden, og jeg vil sagtens kunne leve med, at vores byskilte også står på tysk. Det gør ikke noget, at vi skiller os ud fra resten af landet. Det er min personlige holdning, siger Lars Rytter.

Hans partikollega Palle Graversgaard (S), har derimod svært ved at se nødvendigheden.

- Jeg er ikke hundrede procent fokuseret på den ene eller anden løsning, men jeg kan ikke se behovet.

- Vi har en særlig historie i Nordslesvig, da vi har været under en fortyskningsproces, så lad os lade det ligge og være danskere i ånd og sjæl - også på byskiltene, siger Palle Graversgaard til Flensborg Avis.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.