Her skal du bo for at tjene kassen på dit hus
Her er de ti kvarterer i hovedstadsområdet, hvor flest huse og ejerlejligheder bliver solgt til overpris.
I en del områder af Storkøbenhavn kan sælgerne stikke en pæn punke penge i lommen - prisen på boliger er nemlig gået op.
I en del områder af Storkøbenhavn kan sælgerne stikke en pæn punke penge i lommen - prisen på boliger er nemlig gået op. Foto: Scanpix / arkiv.


Mange boligsælgere i hovedstadsområdet er så at sige gået fra hus og hjem med et smil i årets tre første måneder.

Et stort antal bolighandler er nemlig endt i en budrunde, der har presset salgsprisen i vejret. Det oplyser Boliga til TV 2 Lorry.

I Kastrup blev hver fjerde ejerlejlighed solgt til en pris, der var højere end udbudsprisen, mens 19 procent af alle ejerlejligheder i Københavns nordvestkvarter blev solgt til overpris.

For husejerne var det særligt gunstigt at sælge i Glostrup og Valby. Her blev 10 procent af alle villaer og rækkehuse solgt til overpris i årets tre første måneder.

Det går generelt rigtig godt med hussalget i omegnskommunerne, lyder det fra Boliga.

- Der er virkelig tryk på kommunerne, der grænser op til København. På Vestegnen bliver husene nu solgt hurtigere end i Nordsjælland, siger presseansvarlig Laust Farver fra Boliga til TV 2 Lorry.

Han begrunder Vestegnens popularitet med en kombination af beliggenhed og pris.

- Du er stadig tæt på København, og priserne er lidt lavere end i Nordsjælland. Hvis man vil have noget for pengene, så er Vestegnen et godt sted at købe bolig, siger Laust Farver til TV 2 Lorry.

Selv om boligsælgere i hovedstadsområdet generelt har tjent gode penge i årets tre første måneder, er der dog ikke blevet solgt så mange ejerlejligheder og huse til overpris som i samme periode sidste år.

Det skal man dog ikke blive bekymret af, mener Laust Farver fra Boliga.

- Første kvartal af 2015 var et ekstraordinært vildt kvartal. Det spurtede afsted, og cirka hver femte bolig i København blev solgt til overpris. Hvis man kigger på salgspriserne over en årrække, vil første kvartal af 2015 stikke ud, siger han til TV 2 Lorry.

Han har også et råd til de boligkøbere, der kigger på huse og lejligheder netop nu.

- Det kvartal, vi er i nu, er det vildeste, og der er større risiko for at ryge ud i en budrunde lige nu. Så hvis man vil stå i en lidt bedre forhandlingssituation, skal man vente til vinter, hvor der statistisk er færre købere på banen, siger Laust Farver til TV 2 Lorry.

Her kan du se, hvor der er blevet solgt flest boliger til overpris i hovedstadsområdet i årets tre første måneder.

Top 10: Her blev flest ejerlejligheder solgt til overpris i de første tre måneder af 2016.

  1. Kastrup: 25 procent
  2. København NV: 18,8 procent
  3. København N: 16,8 procent
  4. Vanløse: 14,5 procent
  5. København V: 14,5 procent
  6. Frederiksberg C: 14,3 procent
  7. Gentofte: 14,3 procent
  8. København S: 13,5 procent
  9. Hvidovre: 13,3 procent
  10. Frederiksberg: 12,1 procent

Top 10: Her blev flest villaer og rækkehuse solgt til overpris i de første tre måneder af 2016.

  1. Glostrup: 10 procent
  2. Valby: 10 procent
  3. Søborg: 9,4 procent
  4. Rødovre: 8,9 procent
  5. Hvidovre: 8,2 procent
  6. Helsingør: 7,1 procent
  7. Stenløse: 7,1 procent
  8. København S: 7 procent
  9. Hørsholm: 6,7 procent
  10. Ølstykke: 6,1 procent

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.