Hørsholm og Allerød kommuner krydsede 1. juli en magisk grænse, en grænse som vil give de to kommuners borgmestre en lønstigning på ti procent.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Midtvejs i 2017 viser en befolkningsopgørelse fra Statistikbanken.dk nemlig, at Hørsholm nu har 25.046 borgere, mens Allerød har 25.161 borgere i kommunen.
Netop 25.001 borgere udløser en stigning i borgmesterlønnen.
- Lønstigningen er ikke vedtaget politisk. Den er alene takstreguleret i den kommunale styrelseslov. Her er det fastsat, at kommunalbestyrelsesmedlemmer og borgmestre får løn efter, hvor store deres kommuner er. Og her er der nogle grænser. En af dem går ved 25.000 borgere, og det antal er Hørsholm nu kommet over, siger Hørsholms borgmester, Morten Slotved (K), til Frederiksborg Amts Avis.
Morten Slotved og borgmesterkollegaen Jørgen Johansen i Allerød vil pr. årskiftet stige fra 802.365 kroner i årsløn til 880.966 kroner.
Morten Slotved siger til avisen, at han synes, det er fair med en lønstigning:
- Hørsholm Kommune er en større virksomhed, og vi er i konkurrence med blandt andet det private erhvervsliv i forhold til at finde kvalificeret arbejdskraft. Derfor skal lønnen følge nogenlunde med, hvis kommunen i det hele taget skal kunne tiltrække dygtige folk - og her tænker jeg ikke kun på borgmesteren.
Næste gang, de to borgmestre kan se frem til at få lønnen reguleret, er ifølge den kommunale styrelseslov ved 40.001 indbyggere. Her vil lønnen stige til knap en million kroner, eller præcis 985.729 kroner, men det vil ad naturlig vej næppe blive i de to borgmestres tid.