Vi ved godt, det er sundt at dyrke motion og være aktiv, men nu har ny forskning fundet endnu en grund til at røre sig.
En ny undersøgelse, der har været publiceret i tidsskriftet Brain, har konkluderet, at en moderat fysisk livsstil kan mindske din risiko for at få Parkinsons sygdom, skriver Prevention.com.
Sygdommen rammer en ud af tusind i Danmark, og det er en kronisk nervesygdom, som nedbryder nervecellerne. Den er karakteriseret ved langsomme bevægelser, stivhed i musklerne og rysten, og den kan ikke kureres, men dog holdes effektivt nede med medicin.
Læs på Søndag.dk, hvad æbler faktisk kan gøre mod både Parkinsons og Alzheimers
Huslige pligter er nok aktivitet
Undersøgelsen fulgte 43.000 voksne mennesker i 12 år, og forskerne kunne konkludere, at kvinder, der havde mere end seks timers aktivitet om ugen, havde 43 pct. lavere risiko for at få sygdommen, når man sammenlignede med kvinder, der dyrkede mindre end to timers aktivitet.
Det er dog ikke engang nødvendigt at løbe en lang tur for at opnå denne positive effekt. En gåtur med hunden, huslige pligter og at gå på trapper tæller også med.
Og det giver ikke nødvendigvis mere at have et fysisk aktivt job. De seks timers aktivitet om ugen ved siden af et stillesiddende job er nok, siger forskerne.
Tidligere forskning har vist, motion kan hjælpe på moderate Parkinsons-symptomer, men dette er det første studie, der viser, hvordan aktivitet kan forebygge mod lidelsen.
Her er smoothien, der forebygger mod Alzheimers og demens. Få opskriften på Femina.dk.
Mia Qvist Scheelsbeck, Traffic Center, Aller Media