Her er syv myter om kvindens underliv
Kvindens underliv er et mysterium for mange. Her afliver vi syv myter om underlivet
Pas godt på dit underliv - du har det hele livet, og det skal trænes. Ikke mindst efter en fødsel.
Pas godt på dit underliv - du har det hele livet, og det skal trænes. Ikke mindst efter en fødsel. Foto: Arkiv/scanpix


Hanne Vinther Mikkelsen, SØNDAG, Aller Media

Mere end 300.000 danske kvinder har problemer med underlivet, og mange beder ikke om hjælp, før problemet er så stort, at det påvirker deres dagligdag alvorligt.

Specielt mange kvinder kan ikke holde på vandet. For nogle drejer det sig om nogle dråbe, når de hoster, nyser, griner eller går. Andre får en pludselig trang til at tisse og kan ikke altid nå på toilettet før blæren bliver tømt.

Sådan laver du knibeøvelser. Få guiden på Søndag.dk

Men heldigvis kan træning hjælpe, lyder det fra Birgitte Baht og Rosemarie Wedell-Wedellsborg, der står bag kampagnen knibnu.dk.

- Vi ønsker, at danske kvinder skal finde det attraktivt, naturligt og kvindeligt at træne knib på lige fod med anden træning. De skal mærke på deres egen krop, at de faktisk kan gøre noget ved deres problemer og/eller få det bedre med underlivet ved at bruge 5-10 minutter om dagen, siger de.

Syv myter om kvindens underliv

Myte 1: Bækkenbunden trænes bedst som en elevator, der kører op og ned.

- Nej. Bækkenbundsøvelser hedder »levator exercises« på engelsk. Det er fejlagtigt blevet oversat til »elevatorøvelser«. Løftet af bækkenbunden er i virkeligheden meget lille, kun omkring 5-10 mm. Knibet er horisontalt og ikke vertikalt. Eksperterne anbefaler, at man bruger endetarmsåbningen som pejlingsområde, hvis man skal lære at knibe, fordi det er her, man mærker mest, når man kniber.

Knib dig til bedre sex. Få guiden på Femina.dk

Myte 2: En stærk bækkenbund gør det sværere at føde.

- Nej. Tværtimod så giver en stærk bækkenbund de fleste en bedre fødsel og sænker samtidig risikoen for fødselsskader og inkontinens.

Myte 3: Knibeøvelser skal laves hver dag hele livet.

- Nej. Etablerer du en god kontakt til bækkenbunden og indøver gode bækkenbundsvaner i din dagligdag, vil du automatisk træne din bækkenbund.

Myte 4: Klip strålen, når du tisser - det er god træning!

- Nej. Det er alt andet end god træning, blæren får nemlig ikke lov til at lave sit arbejde med at tømme sig.

Myte 5: Kun gamle damer bliver inkontinente.

- Nej. Risikoen stiger ganske vist med alderen, men andre faktorer end alder spiller ind, fx hvis du ofte har hård afføring og/eller har været igennem en hård fødsel.

Myte 6: Jeg behøver ikke træne bækkenbund, når jeg ikke har fået børn endnu.

- Nej. Årsagerne til inkontinens er mange flere end bare en fødsel. Har du fx fået kejsersnit, vil vægten af at bære barnet i ni måneder også sætte sit præg. Arv, vægt og vaner spiller også ind, når det gælder risikoen for inkontinens.

Myte 7:
Det er helt normalt at lække lidt, når jeg griner, hoster, nyser og dyrker motion. Det sker også for min mor og mine veninder.

- Nej. Dette kaldes stressinkontinens og er et tegn på, at det er en rigtig god idé at begynde at træne din bækkenbund.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.