Her er sagsbehandleren også mentor: Vi oplever, at det virker
I Thisted har borgere i ressourceforløb deres egen sagsbehandler som mentor. Vi har gode erfaringer med det, siger beskæftigelseschefen, og henviser til at mange af kommunens ressourceforløb ender med job.
"Nogle af de svageste borgere har i forvejen mange forskellige kontaktpersoner i systemet. Med det her kan vi i det mindste sørge for, at de kun skal forholde sig til én kontaktperson i jobcentret."
"Nogle af de svageste borgere har i forvejen mange forskellige kontaktpersoner i systemet. Med det her kan vi i det mindste sørge for, at de kun skal forholde sig til én kontaktperson i jobcentret." Scanpix / modelfoto


I Thisted Kommune er man glad.

Det er nemlig lykkes kommunen at få næsten halvdelen af de borgere, som har afsluttet et ressourceforløb, tilbage på arbejdsmarkedet, viser en ny opgørelse fra kommunen.

Det skyldes blandt andet, at kommunens sagsbehandlere også udfylder rollen som borgernes mentorer, mener Ann Frederiksen, som er beskæftigelseschef i kommunen.

- Vi kan se, at det virker, og det jeg hører er at både borgere og sagsbehandlere er glade for det. Rent fagligt giver det også mening, og sagsbehandlerne føler, at de i højere grad kan følge borgerne helt til dørs, siger hun til Avisen.dk.

Lægen eller parken

Generelt har der de eneste dage været skarp kritik af ressourceforløb - blandt andet fra Aalborg Kommune. Og i dag siger flere eksperter til skriver Avisen.dk, at det kan være problematisk, hvis borgernes mentor også er deres sagsbehandler.

Men det kan også være en fordel, siger Ann Frederiksen fra Thisted Kommune.

- Det giver sagsbehandlere lov til at bruge mere tid på hver sag. Det betyder, at de kommer rigtig tæt på opfølgningen af borgeren og har tid til det, der skal til. Ved nogen er det for eksempel at tage med til lægen eller følge dem første dag, hvis de starter i et job. Ved andre er det måske en snak, mens man går en tur i parken, siger hun.

Det betyder også, at borgere i ressourceforløb ikke behøver at skulle forholde sig til endnu en kontaktperson og starte forfra med at opbygge et fortroligt forhold. Samtidig betyder det mindre bureaukrati og ventetid, for eksempel når mentoren vil starte et forløb for borgeren.

- Nogle af de svageste borgere har i forvejen mange forskellige kontaktpersoner i systemet. Med det her kan vi i det mindste sørge for, at de kun skal forholde sig til én kontaktperson i jobcentret, siger Ann Frederiksen.

Man kan godt være både sød og stram

Kan der ikke være noget problematisk i, at man får sin sagsbehandler som mentor?

- Jeg kan sagtens se, at der kan være en risiko for, at sådan en dobbeltrolle giver problemer, men mig bekendt har der ikke været noget, siger Ann Frederiksen.

Da de indførte ordningen, snakkede de netop om, hvordan de skulle håndtere den del, fortæller hun.

- I starten havde vi en snak om, hvorvidt der kunne være et problem i, at sagsbehandleren både skal have rollen som den lidt stramme myndighedsperson og den søde mentor. Men det jeg hører fra sagsbehandlerne er, at det er gået godt. Faktisk siger de, at det er nemmere også at sige de lidt stramme ting, når de har en god og tæt relation til borgeren, for så kender borgeren også sagsbehandleren som et menneske og ved, at sagsbehandleren gør de ting for at hjælpe, siger hun.

Tilladt at sige nej

Hvad hvis en borger ikke har lyst til at have sin sagsbehandler som mentor? Kan de sige nej, jeg vil hellere have en anden?

- De kan godt sige nej. Det fungerer jo kun, hvis relationen mellem borger og sagsbehandler er god, så det er heller ikke i vores interesse, hvis det ikke duer, siger Ann Frederiksen.

Hvis borgeren ikke ønsker sin egen sagsbehandler som mentor, kan sagsbehandlerne bytte internt, siger hun.

I alt har Thisted Kommune afsluttet 28 ressourceforløb. Af dem er 11 endt med, at borgeren er kommet i fleksjob, mens en enkelt er kommet i ordinær beskæftigelse. Derudover er tre visiteret til et fleksjob uden at have fundet et endnu, og tre har fået tilkendt revalidering. Fem har fået førtidspension.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.