Her er myterne om solcreme
Ved du, hvordan du skal passe på dig selv i sommervarmen? Tjek her, om du er faldet for de falske solcrememyter.
Det kan blive en brændende rød affære, hvis man ikke kender forskel på sandt og falsk i junglen af solråd.
Det kan blive en brændende rød affære, hvis man ikke kender forskel på sandt og falsk i junglen af solråd. Foto: Valeriy Lebedev/free


Står du og skal på ferie eller ud i den danske sol, kan det være en god idé at tjekke op på, om du har styr på solbeskyttelsen - i hvert fald, hvis du vil undgå at blive rød.

Myterne om solbeskyttelse er mange, og spørger man Kræftens Bekæmpelse, er det en klassisk fejl at tro, at solcreme ligeså godt som at holde sig i skyggen. Der er faktisk en grund til rækkefølgen i Kræftens Bekæmpelses solråd: skygge, solhat og solcreme.

- Solcreme skal faktisk kun bruges de steder på kroppen, som ikke er dækket af den vigtigste beskyttelse, nemlig tøj eller skygge, forklarer Anne Bach Waagstein, presseansvarlig i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne.

En anden myte påstår, at et tyndt lag solcreme er nok til at være beskyttet. Men hvis man ikke smører sig tilstrækkeligt, kan man ifølge Kræftens Bekæmpelse ikke regne med den faktor, der står på flasken.

Hvis man for eksempel solbader med en faktor 15, skal der en hel håndfuld solcreme - eller cirka 40 milliliter - til en hel voksenkrop. Bruger man kun en halv håndfuld, er man beskyttet med en fjerdedel af faktoren, der står på flasken.

- Man kan med fordel smøre sig ind to gange inden for en halv time, for et tykkere lag giver bedre beskyttelse, siger Anne Bach Waagstein og tilføjer, at faktor 15 er rigeligt til at modstå de danske solstråler, mens man bør vælge et højere faktortal, hvis man skal sydpå.

En anden myte er påstanden om, at en solcremes holdbarhed kun svarer til én sommer. Det kan være dyrt at investere i en ny flaske solcreme hver sommer, og der er faktisk ingen grund til at smide resterne i skraldespanden, når efteråret rammer.

- Man kan sagtens bruge sidste års solcreme, hvis bare den ser ud og dufter, som den skal, forklarer Stine Müller, der er projektleder for test hos Forbrugerrådet TÆNK.

Det er selvfølgelig en god idé at tjekke på flasken, hvordan holdbarheden er angivet. Enten er der påskrevet en udløbsdato eller et lille ikon med en krukke og det antal måneder, cremen kan holde sig efter åbning. Stine Müller forklarer også, at mange billige solcremer beskytter ligeså godt som de dyre, så man skal hellere kigge på indholdsstoffer og kemi frem for pris, når man skal købe solcreme.

En myte, mange har troet på og siden fortrudt, er, at man ikke kan få røde skuldre på en overskyet dag. Faktisk kan mellem 50 og 70 procent af solens UV-stråler trænge gennem skyerne. Derfor skal du stadig finde solcremen frem eller gå i skyggen, også når himlen ikke er blå.

Nogle tror, at huden skal rødme for at blive brun, men den overbevisning kan have store konsekvenser. Ligeså snart den røde farve viser sig, er der nemlig sket skade på huden, og gentagne forbrændinger kan resultere i hud- eller modermærkekræft, advarer Kræftens Bekæmpelse.

- Du kan sagtens blive både brun og optage D-vitamin, selvom du bruger solcreme. Hvis du gerne vil have farve, så byg den langsomt op, anbefaler Anne Bach Waagstein.

Fakta: Sådan undgår du solskoldning

- Hold dig i skyggen mellem 12 og 15, hvor solen er stærkest.

- Benyt solhat og tøj til at skærme for solen, og brug solcreme der, hvor det ikke dækker

- Smør nok solcreme på. Der skal bruges en hel håndfuld til en voksenkrop.

- Hvis du er blevet skoldet, skal du sørge for at drikke masser af vand og smøre huden med fugtighedscreme. Gå først i solen igen når rødmen, ømheden og afskallet hud er væk.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.