Her er låsen, indbrudstyven elsker
Der er særligt én lås, som gør indbrudstyvens arbejde lidt for let. Få eksperternes råd til at beskytte din bolig bedst muligt.
Hvis du har en smæklås, som sidder i mange gamle lejligheder, kan det være en god idé at overveje at skifte den ud.
Hvis du har en smæklås, som sidder i mange gamle lejligheder, kan det være en god idé at overveje at skifte den ud. Foto: Klindt S¯lbeck Christian/POLFOTO


Hvilken lås sidder der i din hoveddør? Og hvordan ser nøglen ud?

Det betyder nemlig rigtig meget for, om du inviterer indbrudstyve ind i dagligstuen. Om du har en usikker lås i din dør, kan du i nogle tilfælde afgøre bare ved at finde dit nøglebundt frem.

- De gamle nøgler med runde hoveder har kun fem stifter, og de er ikke sikre. Der er kommet mange på markedet siden, fortæller Lone Harlev, projektleder i Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden og tilføjer:

- Har man nøglen med det runde hoved, så kan det være en god idé at skifte den.

Selv om nøglerne med runde hoveder er forholdsvis gamle, er der ifølge Tina Hessellund, sekretariatsleder hos Dansk Låsesmede Forening, stadig mange, som benytter dem. Hun råder til at udskifte nøglerne, hvis de er fem- eller seksstiftede, fordi en indbrudstyv relativt let kan komme ind.

Man bør skifte sin femstiftede nøgle ud til en af de nyere, som har et firkantet hoved og flere stifter. Det betyder, at de er mere sikre.

- Det, folk skal tænke på, når de skifter deres lås ud, er, at systemet er patenteret, så er det sådan set underordnet, hvilket mærke det er. Hvis der er patent på systemet, så er nøglerne kopisikrede. En meget god regel er at få skiftet sine låse hvert tiende år, siger Tina Hessellund fra Dansk Låsesmede Forening.

Mange gamle lejligheder er udstyret med en smæklås, en såkaldt kasselås, og det er ikke den sikreste lås, fortæller Lone Harlev fra Det Kriminalpræventive Råd. Palen, altså metaldelen, der skubbes ind i karmen, når man låser døren, er ikke lige så stærk som i en lås, hvor du skal dreje nøglen et par gange.

Slutblikket er den del af låseenheden, som er monteret på dørkarmen, og hvor palen skydes ind for at låse døren. Slutblikket på smæklåsen er monteret, så det kan risikere at flække karmen, hvis man sparker døren ind. Derfor skal man i stedet have et sikkerhedsslutblik, som er monteret dybere i karmen og derfor ikke kan flække den.

- Hvis du kan smække døren, kan du godt tage det som en indikation på, at du bør skifte låsen, råder Lone Harlev.

Ifølge Lone Harlev er det dog vigtigt at fokusere på mere end hoveddøren, når man vil sikre sit hjem, fordi tyvene ofte vælger en anden vej ind.

- Vi skal kigge på vores bolig med sund fornuft. Hvor ligger min bolig, er der en høj hæk, er det let at komme ind i opgangen? Det er ikke nødvendigvis hoveddøren, der er det største problem. I villaer og rækkehuse er det ofte bagdøren, havedøren eller kælderskakten, indbrudstyven vælger, forklarer Lone Harlev.

Gode råd til indbrudssikring:

- Hvis du køber et hus, hvor låsen og nøglerne ikke er kopisikrede, kan du ikke være sikker på, hvor mange nøgler, der findes.

- Vælg en patenteret lås, så er den kopisikret. Patentet udløber som regel hvert tiende år.

- Glem ikke vinduerne. Sørg for at sikre vinduerne for eksempel med et beslag.

- Brug nabohjælp for at forebygge indbrud. Indbrudstyve er ikke glade for at arbejde, hvis mange mennesker holder øje.

- Hvis du har en lås, der kan åbnes indefra med en vrider, bør du sikre døren med en ekstra lås.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.