Her er lånet boligejerne vælger
Interessen for fastforrentede lån stiger markant, lyder det fra Nykredit, som ser gevinst for boligmarkedet.
Interessen for fastforrentede lån stiger markant, lyder det fra Nykredit, som ser gevinst for boligmarkedet.
Interessen for fastforrentede lån stiger markant, lyder det fra Nykredit, som ser gevinst for boligmarkedet. Foto: Jørn Jørs/free


Når boligejerne går ned i Nykredit for at optage et lån, vælger flere og flere de fastforrentede realkreditlån.

Den større popularitet i valget af fast rente kan samtidig have en stabiliserende effekt på det danske boligmarked, fordi boligejerne bliver mindre følsomme over for både rentestigninger og boligprisfald.

- Hvis boligpriserne falder som følge af stigninger i renten, vil det ramme dansk økonomi og den enkelte boligejer mindre hårdt i dag end tidligere, fordi værdien af restgælden også falder for låntagere med fast rente, siger forbrugerøkonom Johan Juul-Jensen fra Nykredit.

Det betyder med andre ord, at den enkelte boligejer ikke bliver ramt af et boligprisfald på 10 procent, hvis restgælden pludselig også er 10 procent lavere, uddyber Johan Juul-Jensen i en pressemeddelelse.

Hos Nykredit er seks ud af 10 lånetilbud i øjeblikket et 30-årigt fastrentelån. Det er en fordobling siden marts, hvor kun hver tredje låntager ønskede fast rente.

I samme periode er antallet af lånetilbud i et-årige flekslån, de såkaldte F1-lån, faldet fra 34 procent i marts til to procent på nuværende tidspunkt.

- Renten på et fastforrentet realkreditlån hedder i dag 2,5 procent, og det er lavere end gennemsnitsrenten for F1-lånet i al den tid, F1-lånet har eksisteret, siger Johan Juul-Jensen.

- Det har nærmest skabt en folkeflugt over i fast rente, tilføjer han.

Forbrugerøkonomen påpeger, at det fastforrentede lån i øjeblikket er en klar favorit hos boligejerne, når der skal udstedes nye lån, og at "lånet er så attraktivt, at det sælger sig selv".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.