Her er Hollywoods travleste skuespillere
Det er ikke et A-liste-navn, der topper listen, men derimod Julia Roberts bror, Eric Roberts, der har medvirket i hele 68 film siden 2011.
Hele 433 film- og tv-projekter har Eric Roberts stående på CV.
Hele 433 film- og tv-projekter har Eric Roberts stående på CV. Foto: Celebrity Photo/colourpress.com/COLOURPRESS.COM


68.

Så mange film har Eric Roberts medvirket i siden 2011, og dermed indtager den 60-årige Oscar-nominerede "The Dark Knight"-skuespiller førstepladsen over Hollywoods travleste skuespillere.

Det viser en opgørelse, som MSN har lavet over, hvilke skuespillere der har medvirket i flest film siden 2011.

Ifølge filmdatabasen IMDB har Roberts medvirket i hele 433 film- og tv-produktioner gennem sin karriere, og hvis efternavnet klinger bekendt, så er han bror til den verdensberømte filmstjerne Julia Roberts og far til den fremadstormende skuespillerinde Emma Roberts.

Andenpladsen snupper Danny Trejo, hvis navn har stået på rulleteksterne til hele 36 filmproduktioner de seneste fem år.

Den 72-årige amerikansk-mexicanske skuespiller er kendt for sit karakteristiske udseende, som han blandt andet har vist frem i film som "From Dusk To Dawn" og "Machete".

"Kill Bill"-banditten og Tarantino-darlingen Michael Madsen lander listens tredjeplads med hele 25 film siden 2011. Den 57-årige Hollywood-stjerne har, som navnet måske antyder, danske aner og bærer også mellemnavnet Søren.

Skuespilleren er dog kendt for sine ærkeamerikanske roller i blandt andet "Donnie Brasco", "The Hateful Eight" og "Reservoir Dogs", og alene i år står hans navn på rulleteksten til 16 filmproduktioner.

Resten af top 10 over Hollywoods travleste skuespillere er filmstjernen James Franco, den dobbelte Oscar-vinder Robert De Niro, "Ringenes Herre"-skuespilleren Sean Astin, filmdarlingen Anna Kendrick, "Gandhi"-legenden Ben Kingsley og actionbøffen Steven Seagal, mens svenskeren Dolph Lundgren indtager tiendepladsen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.