Her er EU's bankunion
Stresstest af bankerne kommer forud for EU's bankunion, der træder i kraft 4. november. Her hovedelementerne:
Her er hvad bankunionen laver til hverdag.
Her er hvad bankunionen laver til hverdag. Foto: Michael Probst/AP


* SELVE BANKUNIONEN:

1) Det fælles banktilsyn, der har til huse hos Den Europæiske Centralbank, ECB, i Frankfurt, skal fra 4. november 2014 føre overordnet tilsyn med samtlige banker i bankunionen og direkte tilsyn med de 130 største.

2) Den fælles afviklingsmekanisme er et fælles system for, hvordan man fra januar 2015 håndterer en bank med så store problemer, at den skal lukkes. Over en indfasningsperiode på otte år oprettes en fælles fond, hvor det som udgangspunkt er bankernes egne penge, der bruges til at betale for at afvikle en bank.

* MÅLET: At sikre, at fremtidige problemer i europæiske banker ikke skader almindelige bankkunder, statskasserne og euroen.

Især de grænseoverskridende, største og såkaldt systemiske banker, hvis kollaps kan få nationaløkonomiske konsekvenser, skal være bedre rustet til selv at undgå og modstå fremtidige kriser.

* LANDENE: Deltagelse i bankunionen er obligatorisk for de 18 nuværende eurolande - fra nytår bliver det 19, efter at Litauen skifter til euro. Nye eurolande skal også med.

Lande, der står uden for euroen, kan når som helst selv vælge at melde sig ind i bankunionen. Og - under nærmere betingelser - ud igen. Storbritannien vil ikke med. Sverige vil ikke med nu. Danmark tøver med at melde ud.

* REGLERNE: Alle 8300 banker i EU har fra 1. januar 2014 skullet leve op til nye krav til, hvor meget og hvilken type kapital de har til at sikre sig mod fremtidige kriser. Fra 1. januar 2015 er der også nye krav for, hvordan alle EU-lande håndterer banker i problemer.

* BANKKUNDERNES GARANTI: Alle bankkunder i EU garanteres gennem nationale indskydergarantier og fonde, at de får i hvert fald de første 750.000 kroner igen, hvis deres bank går ned. En oprindelig idé om en fælleseuropæisk indskydergaranti er p.t. ikke aktuel.

* FORBEREDELSEN: Bankunionen kan gå i luften, nu da der er gennemført en runde af de velkendte stresstest, hvor man tester alle EU-bankers evne til at klare sig igennem et tænkt krisescenarie. Denne test har de fire største danske banker plus Nordea søndag bestået.

Derudover har de 6000 banker i eurozonen været igennem et generelt og meget omfattende helbredstjek, og den har 25 af de 130 storbanker i eurolandene ikke bestået.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.