Redaktionen, Q.dk, Aller Media
Der findes ikke noget entydigt svar på hvad et godt sexliv er.
Men alligevel, er det ofte de samme svar sexolog, Vivi Hollænder, får når hun stiller sine klienter spørgsmålet om hvad de gerne vil have i deres sexliv:
- Tjoh, vi er nok bare mest til den ganske almindelig sex. Vi gør os ikke i alt det avancerede, er svaret for det meste, og ofte bliver det leveret med en trist og undskyldende tone, som ifølge sexologen er helt unødvendig.
– Selvfølgelig kommer der klienter, der gerne vil udleve deres frækkeste og mere kinky fantasier, men langt de fleste drømmer bare om det, som har fået en kedelig klang, “helt almindelig sex” der både har forspil, forløsning, nærhed, og intimitet fortæller Vivi Hollænder og fortsætter:
- Det bliver ikke til dårligere sex bare fordi man kalder det for vaniljesex eller hverdagsknald, hvis det i realiteten er det der fungerer for en. Vi har allesammen et behov og tendens til at sammenligne os med dem omkring os, og med det meste her i livet går det nemt – påklædning, arbejde, løn og indholdet i køleskabet.
Mere vil have mere. Se, hvordan I selv kan opdyrke lysten til mere sex
Vi oplever sex over det hele
Den mest normale måde at få en fornemmelse af andres sexliv er, ud fra det medierne fortæller. Vi ser sex over det hele; i bøger, i blade, aviser og tv. Oftest er det historier om det mere bizarre sexliv, der får opmærksomheden. Hverdagen bliver fyldt med råd om, hvordan man får sat gang i sexlivet, og det samme budskab blæser ud i bedste sendetid på tv’et – derfor er det ikke så unormalt, at den sex man altid har følt sig godt tilfreds med, pludselig ikke længere er tilstrækkelig.
– Selvfølgelig er der mange der drømmer om noget nyt og spændende i soveværelset, og de personer vil derfor føle sig glædeligt begejstret over alt den inspiration og guides der er tilgængeligt online. Men mange af dem er også mest interesseret i det, fordi de er nysgerrige og det er underholdende, fortæller Vivi Hollænder.
Værdsæt det I har sammen
I kan ikke bruge statistikker, der fortæller, hvor mange gange folk har sex hver uge til noget, for statistikker er resultatet af ekstremerne, og det er langt fra alle der følger et gennemsnit igennem hele deres liv.
– I stort set alle forhold vil der være perioder, hvor der ikke er vild aktivitet i sexlivet, og på samme måde vil der være perioder hvor det igen blomstrer. Det er ganske normalt og de fleste af os vil nok kunne genkende det. Og af og til vil man have behov for en smule inspiration til at komme fri af den døde periode, fortæller Vivi Hollænder.
Her er sexstillingerne der virker. Se det store galleri på Q.dk
Hvis I kommer ind i perioder i jeres forhold, hvor lagenaktiviteterne daler, så frygt ikke. Det er både normalt og noget de fleste par oplever, uden det fører til de store kriser.
– Som nyforelskede er man over hinanden hele tiden, og her er der meget sjældent problemer i sexlivet, men ved ankomsten af hverdagen vil folk altså opleve at det går op og ned. Et sundt, godt og stabilt parforhold vil sagtens kunne klare nedsat sexlyst i perioder, siger Vivi Hollænder.
Vivi forklarer, at et “perfekt sexliv” vil være det hvor både manden og kvinden overordnet set er glad og tilfreds. Hvis det så betyder at det er 3 gange om året uden stor variation, så er det bare den måde det skal være på. At folk omkring dig har behov for mere, har ikke nogen betydning for dit sexliv.
– Hvis man hele tiden skal sammenligne sit sexliv og sig selv med dem omkring en og tror at andre har det meget bedre, så kan den negative selvopfattelse ødelægge det, der egentlig fungerer godt. Kig på dig selv og din partner, er I tilfredse – nyder i jeres sexliv? Det er hér i skal vurdere og måle lykken, siger Vivi Hollænder.
Få seks frække tips til at tænde ham på helt nye måder