Her er det nye våben mod zika-virussen
Virusspredende myg skal gøres sterile ved hjælp af stråling i forsøg på at dæmme op for zikaepidemi.
Brasilien vil benytte sig af stråling for at komme problemet med zikavirus til livs. Arkivfoto
Brasilien vil benytte sig af stråling for at komme problemet med zikavirus til livs. Arkivfoto Foto: Felipe Dana/AP


Gammastråler er Brasiliens seneste våben mod den myggeart, der spreder det farlige zikavirus i det sydamerikanske land.

Brasilianerne planlægger at udsætte millioner af han-myg for stråling, så de bliver sterile og dermed ikke kan føre virusset videre.

Zikavirus er blevet sat i forbindelse med alvorlige skader hos nyfødte, hvor moren har båret virusset. Sammenhængen er ikke endelig bevist, men mere og mere peger i retning af, at børnene fødes med for små hoveder på grund af virusset.

Steriliseringsprocessen foregår ved hjælp af et såkaldt bestrålingsanlæg. Det anlæg, som Brasilien vil bruge, har været benyttet til at kontrollere bestanden af bananfluer på den portugisiske ø Madeira.

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) siger, at det er klar til at fragte udstyret til Juazeiro på Brasiliens nordøstlige kyst, så snart landets regering har udstedt en importtilladelse.

- Det er en præventionsmetode - det svarer til familieplanlægning hos mennesker, siger Kostas Bourtzis, der er molekylærbiolog hos IAEA.

Planen i Brasilien er, at et firma skal avle op til 12 millioner han-myg om ugen. De skal så steriliseres via bestrålingen og sættes ud i specifikke områder for at parre sig med hun-myg, som vil lægge æg, der ikke udvikler sig til små, nye virusspredere.

Senere vil der skulle tages stilling til, om forsøget skal udbredes.

Det er myggearten aedes, der har gjort zika til en epidemi i Brasilien. Myggen spreder også sygdomme som denguefeber.

Virusudbruddet frygtes at skræmme turister fra at komme til sommerens olympiade, der holdes i netop Brasilien i august.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede 1. februar udbruddet af zika for en international sundhedsmæssig nødsituation med en "stor mistanke" om, at der er en sammenhæng mellem zikavirus hos gravide og mikrokefali, som er en lidelse, der resulterer i små kranier hos nyfødte.

Zikavirusset har nu spredt sig til flere end 30 lande, især i Syd- og Mellemamerika.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.