Kan du klatre, bygge stilladser eller male?
Så har du nu en god mulighed for at få dig et nyt job.
- Det er satme noget af en krabat. Vi har næsten ikke kunne få armene ned.
For firmaet Muehlhan skal ansætte over 300 medarbejdere på fjorten dage, skriver Jern & Maskinindustrien.
Grunden er, at virksomheden har fået en stor ordre fra Danmarks største virksomhed, Mærsk.
- Det er satme noget af en krabat. Vi har næsten ikke kunne få armene ned. Det er vedligeholdelse, der foregår ude på Nordsøen. Vi har de seneste cirka ti år kun haft en del af arbejdet, fordi der tidligere var mange firmaer, der stod for arbejdet, fortæller administrerende direktør Jens Mørk, Muehlhan, til Jern & Maskindustrien.
Det kræver dog nogle ret specifikke kvalifikationer, hvis man skal blive en del af det hold, der skal være med arbejdet.
Det foregår nemlig på Mærsk Olie og Gas' boreplatforme i Nordsøen, skriver Jern & Maskinindustrien.
- Vi finder folk, som tidligere har været ude i Nordsøen for andre virksomheder. Det er primært dem, der søger job hos os, siger direktøren, som oplyser, at virksomheden også kan trække på medarbejdere fra søsterselskaberne i blandt andet England, Holland og Polen, siger Jens Mørk til avisen.
Muehlhans offshore-afdeling i Esbjerg skal have 400 ansatte inden 1. april. I øjeblikket er de 80 medarbejdere ifølge Jern & Maskinindustrien.