Her er der nye teltlejre på vej til asylansøgere
Regeringen er klar med fire nye teltlejre til asylansøgere og nyt udrejsecenter i Ikast-Brande Kommune.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har allerede taget den spritnye asylpakke i brug og opretter et nyt udrejsecenter for personer, der har fået afslag på asyl eller er dømt til udvisning eller på tålt ophold.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har allerede taget den spritnye asylpakke i brug og opretter et nyt udrejsecenter for personer, der har fået afslag på asyl eller er dømt til udvisning eller på tålt ophold. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet opretter fire nye teltlejre til asylansøgere - to i Næstved, en i Herning og en i Haderslev.

Lejrene oprettes efter samme model som lejren i Thisted, men hvor lejren i Thisted kun er til enlige mænd, er det planen, at der i tilknytning til to af de nye lejre skal opsættes barakker, hvor familier skal indkvarteres, oplyser ministeriet.

Lejrene oprettes umiddelbart efter nytår.

I alt vil de nye lejre kunne rumme omkring 1200 personer.

I Ikast-Brande Kommune, nærmere bestemt på Kærshovedgård, oprettes et nyt udrejsecenter for personer, der har fået endeligt afslag på asyl, og for gruppen af udvisningsdømte kriminelle samt personer på tålt ophold, hvoraf en del har meldepligt.

Der vil blive etableret en række sikkerhedsforanstaltninger - for eksempel opsætning af hegn, sektionering og elektronisk adgangskontrol, oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.

I Hørsholm Kommune udvides Udrejsecenter Sjælsmark. Sjælsmark skal permanent huse 600-700 personer.

Det vil ifølge ministeriet primært dreje sig om familier med børn, der har fået endeligt afslag på asyl, og personer omfattet af åbenbart grundløs-proceduren eller afviste efter Dublinforordningen, som umiddelbart kan udsendes af landet.

Udvisningsdømte, kriminelle udlændinge og personer, der befinder sig i Danmark på tålt ophold, skal ikke placeres i Sjælsmark. De skal i stedet placeres i udrejsecentret i Jylland og flyttes dermed fra Sandholm, som herefter omdannes til et rent center for modtagelse af asylansøgere.

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) mener, at ministeriet har fundet "en god løsning på et presserende behov."

- De personer, som ikke har ret til asyl, skal under sikrede forhold placeres i et udrejsecenter, hvorfra de hurtigst muligt skal sendes ud af landet, fastslår hun i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Samtidig er det min intention, at gruppen af udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold vil kunne mærke, at de fra regeringens side er uønskede i Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.