Bevæbnede, franske politibetjente ankom tirsdag til Palais de Justice i Paris i en bil, der også transporterede den anholdte marokkaner, der blev overmandet i et passagertog fredag aften, da han ifølge den franske anklager skulle til at udføre et væbnet terrorangreb. Ayoub El-Khazzani har angiveligt været i myndighedernes søgelys tidligere på grund af sin tilknytning til islamistisk ekstremisme, og han var tungt bevæbnet med blandt andet en pistol, en hammer, benzin, et maskingevær og et stort antal magasiner, da han blev anholdt i lyntoget mellem Amsterdam og Paris. Ifølge El-Khazzanis forsvarer havde den anholdte mand blot fundet våbnene i en park i Belgien, og derefter havde han besluttet sig for at lave et røveri ombord på toget.