Her er den mest sexede nulevende kvinde
"Game of Thrones"-skuespillerinde er blevet kåret som den mest sexede nulevende kvinde af Esquire.
Emilia Clarke spiller dragemoderen Daenerys Targaryen, også kendt som Khaleesi, i hitserien "Game of Thrones".
Emilia Clarke spiller dragemoderen Daenerys Targaryen, også kendt som Khaleesi, i hitserien "Game of Thrones". Foto: /AP


Der kan ikke herske tvivl om "Game of Thrones"-stjernen Emilia Clarkes popularitet. Mandebladet GQ udråbte hende i september til årets kvinde, og nu følger magasinet Esquire med en kåring af hende som den mest sexede nulevende kvinde.

Emilia Clarke er bedst kendt i rollen som den isblonde Daenerys Targaryen, også kaldet Khaleesi, i HBO's hitserie "Game of Thrones". To gange har hun været nomineret til en Emmy for sin præstation som dragemor og herskerinde i fantasyserien.

Men faktisk var det slet ikke meningen, hun skulle have rollen. Pilotafsnittet var allerede blevet filmet, men folkene bag var ikke helt tilfredse med holdet.

- Min agent sagde til casteren "Jeg ved godt, at denne her karakter er en høj og blond kvinde. Jeg ved godt, hun er lille og rund og brunhåret, men jeg vil gerne have, I ser hende", fortæller skuespillerinden i et interview med Equire i forbindelse med kåringen.

Den 28-årige skuespillerinde afslører, at hun ikke havde tid til at læse bøgerne forud for sin audition, og derfor læste hun i stedet alt hvad kun kunne om serien på Wikipedia. Og det var altså nok til at skaffe hende den ikoniske rolle.

Den britiske skuespillerinde er dog ikke kun at finde i den populære fantasyserie. Hun er også på rollelisten i den seneste "Terminator"-film, og til næste år kan hun ses i Hollywoodfilmen "Me Before You" sammen med "Hunger Games"-stjernen Sam Claflin.

Sidste år var det den 41-årige spanske skuespillerinde Penélope Cruz, som blev kåret til den mest sexede nulevende kvinde af mandebladet.

Se billederne fra Esquire her.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.