Her er de rigeste sangerinder i verden
Forbes har netop offentliggjort listen over de mest indtjenende sangerinder, og her topper Katy Perry med næsten en milliard kroner.
Katy Perry stråler om kap med knasterne på kontoen.
Katy Perry stråler om kap med knasterne på kontoen. Foto: Charles Sykes/CHARLES SYKES/INVISION/AP


Det knitrer med knaster i dametaskerne hos de største syngende superstjerner.

Forbes har netop offentliggjort listen over de mest forgyldte sangerinder, og her topper popstjernen Katy Perry med en årsindtjening på svimlende 925 millioner danske kroner.

Finansmagasinet har beregnet indtægter fra sangerindernes salg af albums, turnéer, sponsor- og reklameaftaler i perioden juni 2014 til juni 2015.

Perry snupper titlen fra sidste års nummer 1, sangdronningen Beyoncé, og selvom 31-årige Perry ikke har udgivet nogen plader i år, har hun hevet kronerne hjem fra sin "Prismatic World Tour", der også bragte hende forbi Danmark tilbage i marts.

Ud over at hive over 13 millioner kroner hjem ved hver koncert har "I Kissed A Girl"-sangerinden samtidig scoret lukrative kampagneaftaler med kosmetikmærker som Claire's, Coty og Covergirl, og det batter i den grad på kontoen.

- Jeg er stolt af min position som chef over mit eget firma. Jeg er iværksætter, og det står jeg ved. Jeg ønsker faktisk at være det, lød det fra den stenrige sangerinde til Forbes sidste år.

Andenpladsen over verdens mest indtjenende sangerinder det seneste år snupper Taylor Swift. Den 25-årige kvindelige country-crooner har tjent en halv milliard danske kroner takket være sin succesfulde plade "1989" og den efterfølgende verdensturné "1989 World Tour".

Pengene fosser også ind på kontoen hos Christine McVie, der bestrider listens tredjeplads. Som en af stemmerne i det britisk-amerikanske rockband Fleetwood Mac indkasserer den 72-årige sangerinde i år over 404 millioner danske kroner for blandt andet bandets seneste turné.

På den resterende top 10 liste over de mest indtjenende kvindelige sangerinder det seneste år er Lady Gaga, Beyoncé, der var sidste års nummer et, Britney Spears, Jennifer Lopez, Miranda Lambert, Mariah Carey og Rihanna på 10.-pladsen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.