Her er de dyreste og billigste storbyer
København er en meget dyr storby at holde ferie i. FDM har taget prisen på 20 storbyer.
Hedder feriemålet storbyferie, er der meget at spare, hvis man tager andre steder hen end Paris og London. Prag er eksempelvis et billigere alternativ.
Hedder feriemålet storbyferie, er der meget at spare, hvis man tager andre steder hen end Paris og London. Prag er eksempelvis et billigere alternativ. Foto: Colourbox/free


Ser man sig lidt for, inden man vælger en storby som mål for ferien, kan man få pengene til at række en del længere. Eksempelvis er det over syv gange så dyrt at gå i zoologisk have i den britiske hovedstad London end i Zagreb i Kroatien.

Det er FDM, der i samarbejde med organisationens europæiske søsterklubber, har sat priserne under lup i 20 storbyer. Her har man sammenlignet priserne på 20 populære varer, og rangeret storbyerne efter, hvor meget de koster.

- Det er ikke overraskende, at populære storbyer som Paris og London topper listen over de dyreste storbyer, siger direktør i FDM travel, Jan Lockhart om undersøgelsen.

- Men der kan være store besparelser at hente ved at rejse til alternative storbyer - ikke mindst for familier, hvor mad, entré og transport hurtigt kan løbe op. Rejser man til storbyer som Budapest, Prag eller Zagreb kan man spare rigtig meget på leveomkostningerne, siger Jan Lockhart.

De 20 varer og services er opdelt i fire kategorier: transport og entré, mad og drikke, småudgifter som postkort og vand, samt medicin og kropspleje. I Zagreb skal man betale 56 euro for varerne, i Prag 69 euro, mens man i London og Paris skal af med over det dobbelte, nemlig 143 euro.

København ligger sommer nummer fire over de dyreste storbyer. Her koster de samlede indkøb 134 euro.

- Priserne er hentet i nogle af de mest populære turistområder, og derfor ligger de også i den høje ende. Hvis man gerne vil på storbyferie i de dyreste byer som Barcelona og Madrid uden at skulle af med en formue, kan man derfor med fordel søge lidt væk fra turistområderne, siger Jan Lockhart.

- Det er derfor altid en god idé at undersøge tingene hjemmefra eller at forhøre sig hos sin rejsespecialist om alternative restaurantområder, transportformer eller anderledes turistattraktioner, siger direktøren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.