Her er de Bodil-nominerede
Ved nomineringerne til årets Bodilpriser er filmene "Stille Hjerte" og "Kapgang" topscorerne.
Onsdag blev de Bodil-nominerede afsløret. Trine Dyrholm har tidligere vundet en Bodil for sin rolle i Susanne Biers "Hævnen".
Onsdag blev de Bodil-nominerede afsløret. Trine Dyrholm har tidligere vundet en Bodil for sin rolle i Susanne Biers "Hævnen". Foto: KÜRSTEIN BENJAMIN/free


Hvis man skal se årets bedste danske kvindelige skuespillerinder, skal man se Bille Augusts "Stille Hjerte". I hvert fald hvis man skal tro nomineringerne til årets Bodilpriser, der blev offentliggjort onsdag.

Tre af filmens kvindelige skuespillere er nemlig nomineret til årets kvindelige hovedrolle. I alt har filmen fået fem nomineringer, hvilket gør den til delt topscorer sammen med filmen "Kapgang", der er instrueret af Niels Arden Oplev.

Hvor "Stille Hjerte" er nomineret i stor stil for sine kvindelige præstationer, er "Kapgang" i højere grad nomineret for de mandlige præstationer med tre mandlige skuespillere nomineret til enten årets bedste bi- eller hovedrolle.

Begge film er nomineret til årets bedste danske film.

De øvrige nominerede til årets film er Hella Joofs "All Inclusive", Søren Balles "Klumpfisken" og Jonas Alexander Arnbys "Når Dyrene Drømmer".

Det blev kun til fire nominerede i kategorien for årets bedste mandlige skuespiller, hvor Villads Boye er nomineret for "Kapgang" sammen med Mikael Persbrandt for "En Du Elsker, Henrik Birch for "Klumpfisken" og Uffe Rørbæk for "Det Andet Liv".

For bedste kvindelige hovedrolle er Danica Curcic, Paprika Steen og Ghita Nørby nomineret for deres rolle i "Stille Hjerte" sammen med Bodil Jørgensen for "All Inclusive" og Sonia Suhl for "Når Dyrene Drømmer".

Danica Curcic bliver den eneste skuespiller med muligheden for at hente to statuetter med hjem, da hun også er nomineret for årets kvindelige birolle for sin rolle i "Fasandræberne".

Det er Danske Filmkritikere og Bodilkomitéen, der har udvalgt de nominerede, og priserne bliver uddelt ved et show på Bremen Teater den 28. februar, hvor skuespilleren Troels Lyby er vært.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.