I disse tastatur-tider, skal du måske være forberedt på lidt fingerkrampe i løbet af sommeren. I hvert fald, hvis du er en af de mange, der fortsat holder traditionerne og sender et godt, gammeldags postkort hjem fra feriedestinationen.
Ikke nok med, at papiret kan være en smule fjernt for nogen, så kan de danske vejnavne godt være en udfordring.
Det kan nemlig kræve sin skriverkarl, at få plads til Danmarks længste vejnavne på postkortet. 27 bogstaver for at være hel præcis, skriver online-boligportalen Boliga.
På en tredelt førsteplads over navne, som kræver de længste vejskilte, er Hans Hartvig Seedorffs Stræde, Borgmester Christiansens Gade og Borgmester Jakob Jensens Gade.
De ligger i Aarhus Midtby, i Københavns Sydhavn og nær Botanisk Have, også i Aarhus.
Vejnavne i den anden ende
Omvendt er der også nogle danske vejnavne, der ikke kun er hurtigt skrevet, men også giver plads til lidt ekstra ferieanekdoter.
Særligt i et område i Hinnerup i Midtjylland findes der mange af de helt korte vejnavne, der sikkert ikke så sjældent har givet anledning til at tro, at der mangler noget.
På de korte vejskilte findes nemlig navne som: My, Pi, Åen, Bæk, Bro og Rho.
Vejene døbes af kommunen
I Danmark fastsættes vejnavne af kommunalbestyrelserne efter særlige regler i Adressebekendtgørelsen og retningslinjer fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.
De anbefaler blandt andet, at veje ikke bliver navngivet efter virksomheder, der har adresse der, fordi det potentielt kan blive irriterende for den næste virksomhed, der skal bebo adressen.
Uglevej, ikke Ulvevej
Nyligt afdøde skal man ifølge Styrelsen også være varsom med at opkalde gader efter. Præcis hvor længe er dog op til kommunerne at bestemme, men anbefalingen lyder på tre til fem år.
Desuden skal vejnavne være entydige. Så der ikke opstår forvirring om, hvilken vej der er på tale.
Eksempelvis må der kun være én vej af samme navn i hvert postnummer, skriver Boliga.
Og nye veje må ikke opkaldes, så man kan forveksle dem med andre gader inden for en radius af 10 kilometer.
Se listen over Danmarks længste vejnavne her
*Listen er opgjort efter antallet af karakterer i vejnavnet inkl. mellemrum. Boliga har ikke medtaget navne på haveforeninger og kolonihaver.
Har du en fjern fætter i byen Taumata på New Zealand, så er du velkommen til at nøjes med den korte udgave af byens navn: Taumata.
Byens navn er egentlig 85 bogstaver langt og skrives således:
Taumatawhakatangihangakoauauotamateapokaiwhenuakitanatahu
Faktisk kan du meget vel have en fjern slægtning i Taumata. Byen blev nemlig grundlagt i 1872 af danske, svenske og norske imigranter.