Her er Casper og Franks nye filmprojekt
"Klovn"-duoen går snart i gang med optagelserne til deres nye 80'er-komedie "De første danske jordbær", som skal handle om Janteloven
Casper Christensen og Frank Hvams nye film "De første danske jordbær" forventes at få premiere i foråret 2017.
Casper Christensen og Frank Hvams nye film "De første danske jordbær" forventes at få premiere i foråret 2017. Foto: Pressefoto/MARK FELLMAN


"De første danske jordbær" er titlen på Casper Christensen og Frank Hvams kommende film.

Skaberne af det uhyre populære "Klovn"-univers er ved at forberede filmen, som tager afsæt i et helt nyt univers, som kommer til at ligge langt væk i tid og sted fra "Klovn".

- "De første danske jordbær" er ikke en ny "Klovn"-film. Det bliver en komedie om Janteloven, som foregår i Danmark i starten af 1980'erne og følger en lille gruppe excentriske pionerer, der sammen sætter sig for at gøre det umulige og skabe verdenshistorie, lyder det i en pressemeddelelse.

De nærmere detaljer om "Klovn"-skabernes kommende film er ind til videre hemmelige, men 45-årige Frank Hvam og 47-årige Casper Christensen er ved at ordne det sidste, inden optagelserne går i gang.

- Casper og Frank er lige nu ved at lægge sidste hånd på manuskriptet og i fuld gang med at finde skuespillere, men det ligger allerede fast, at Casper og Frank har castet sig selv i to af de bærende hovedroller. Hvem der skal spille de øvrige hovedroller, og hvad filmen kommer til at handle om vil blive offentliggjort, inden optagelserne går i gang, lyder det hemmelighedsfuldt.

Janteloven som begreb blev skabt af Aksel Sandemose i romanen "En flygtning krydser sit spor" og rummer blandt andet buddet om, at man ikke skal tro, man er noget.

Optagelserne til "De første danske jordbær" går i gang på Fyn den 22. august og slutter i slutningen af september. Filmen forventes at få premiere i foråret 2017.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.