Her er bøden: Mogens Camre dømt for racisme
DF'eren er fundet skyldig i racisme, fordi han i indlæg på Twitter sammenlignede muslimer med nazister.
Landsretten stadfæstede hermed en dom fra Retten i Glostrup, hvor det nuværende medlem af byrådet i Gladsaxe for Dansk Folkeparti sidste år blev idømt en bøde på 8000 kroner.
Landsretten stadfæstede hermed en dom fra Retten i Glostrup, hvor det nuværende medlem af byrådet i Gladsaxe for Dansk Folkeparti sidste år blev idømt en bøde på 8000 kroner. Foto: Scanpix/arkiv


Det var racisme og dermed i strid med loven, da det tidligere medlem af Folketinget og EU-Parlamentet Mogens Camre i 2014 sammenlignede muslimer med nazister på Twitter.

Det afgjorde Østre Landsret mandag i en ankesag, hvor udtalelser, som politikeren havde fremsat om muslimer på Twitter, blev karakteriseret som "forhånende og truende over for en befolkningsgruppe."

- Udtalelserne er efter deres karakter egnet til at fostre intolerance og mistillid, ligesom udtalelserne samlet set er egnet til at opildne til såkaldte hadforbrydelser over for muslimer, lyder det blandt andet i landsrettens afgørelse.

Østre Landsret stadfæstede hermed en dom afsagt ved Retten i Glostrup sidste år, hvor Camre, der i dag er medlem af byrådet i Gladsaxe for Dansk Folkeparti, blev idømt ti dagbøder af hver 800 kroner.

24. juli 2014 skrev den i dag snart 80-årige Mogens Camre på sin Twitterprofil:

- Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.

Retten lægger i dommen vægt på, at Mogens Camre er en kendt politiker, og at han ved at fremsætte de kontroversielle udtalelser på Twitter må have indset, at de ville nå bredt ud i offentligheden.

Personen bag politianmeldelsen af DF-politikeren, Samit Badran, har tidligere sagt, at Mogens Camres kobling mellem Adolf Hitlers folkedrab på jøderne og muslimer bevirkede, at han følte sig truet på sin sikkerhed.

Efter dommen i byretten bad Dansk Folkeparti ifølge næstformand Søren Espersen Mogens Camre om at trække sine udtalelser tilbage, hvilket han gjorde.

Derfor fandt partiledelsen dengang ikke anledning til at sanktionere ham.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.