Den tidligere chefredaktør på Se og & Hør, Henrik Qvortrup, har for TV 3 lavet foreløbig fire programmer med titlen "Børnelokkerne".
I programmerne lokker Henrik Qvortrup mænd, der forsøger at få sex med 13-årige piger, i en fælde, hvor børnelokkerne i stedet for piger konfrontreres med Henrik Qvortrup.
Det skriver Ekstra Bladet.
- Jeg har oplevet alt fra voksne mænd, der satte sig til at græde, til voksne mænd, der stak af eller råbte ad mig. Men først og fremmest har jeg oplevet voksne mænd, der lagde sig fladt ned og erkendte, at de var ude på en galej, som de ikke skulle være ude på, fortæller Henrik Qvortrup til avisen og fortsætter:
Bygger en forklaring op for sig selv
- Langt de fleste mænd, jeg har konfronteret, har talt. De har haft et behov for at forklare sig, og det, som har slået mig mest, er det dobbelte bogholderi, som mange af dem har - på den ene side foragter de sådan noget, og på den anden side får de bygget en forklaring op for sig selv, at det er okay.
Henrik Qvortrup har seks børn, heraf også piger i 13-årsalderen, så selv om han godt kan forstå, at mændene bliver forskrækkede, når de møder et tv-hold i stedet for en mindreårig pige, har han ingen medfølelse for mændenes handlinger.
Job på pause
Jobbet som tv-vært på TV 3 er i øjeblikket sat på pause. 25. august skal Henrik Qvortrup i retten som en af de anklagede i den såkaldte Se og Hør-skandale.
For nyligt meddelte også Radio24syv, at Henrik Qvortrups engagement med radionstationen også her er sat på stand-by til efter sagen. Og at det fortsatte engagement afhænger af udfaldet af sagen.