HOSPITALER I KRISE
Henrik Dam: Stress på sygehuse er chefernes ansvar
Beskæftigelsesministeren understreger nu, at regeringen har fokus på det psykiske arbejdsmiljø på landets sygehuse. Tidligere tirsdag sagde sundhedsministeren, at han ikke er tryg ved kvaliteten i behandlingen af danske patienter på grund af arbejdsmiljøet.
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S), der her ses mellem statsministeren (tv) og sundhedsministeren (th), blander sig nu i debatten om dårligt arbejdsmiljø på mange af landets sygehuse.
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S), der her ses mellem statsministeren (tv) og sundhedsministeren (th), blander sig nu i debatten om dårligt arbejdsmiljø på mange af landets sygehuse. Henning Bagger/Arkiv/Scanpix


Nu blander beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) sig også i debatten om stress på landets sygehuse.

Det var nemlig beskæftigelsesministerens forgænger Mette Frederiksen (S), der i sin tid iværksatte et særligt tilsyn med det psykiske arbejdsmiljø.

I den forbindelse har Arbejdstilsynet uddelt 101 påbud til sygehuse fordelt over hele Danmark på bare et år. Et resultat, som i dag har fået sundhedsminister Nick Hækkerup (S) til at udtrykke bekymring for kvaliteten i behandlingen på de danske sygehuse.

Arbejdspladserne lever ikke op til loven, fordi de enten er for usunde på grund af et stort arbejdspres eller for usikre på grund af vold og trusler.

- For regeringen er det helt afgørende, at der er fokus på et godt arbejdsmiljø på arbejdspladserne, så flere får et godt og langt arbejdsliv. Det gælder ikke mindst medarbejderne på landets hospitaler, der løser en meget central opgave i vores samfund, skriver ministeren i et skriftligt svar til Avisen.dk.

- Det er vi af hensyn til det enkelte menneske, men også for samfundets skyld, fordi det er meget dyrt, hvis mennesker bliver nedslidt af deres job og skal forsørges af det offentlige, uddyber han.

Det bliver bedre

Henrik Dam Kristensen, peger på, at regeringen har lavet en aftale, der skal komme blandt andre stressede læger og sygeplejersker til gode.

- Vi har senest lige før påske indgået en bred aftale om at styrke arbejdsmiljøindsatsen yderligere. Aftalen betyder blandt andet, at Arbejdstilsynet i højere grad skal besøge de virksomheder, hvor vi ved, de største problemer er, skriver han.

Ifølge ministeren har regeringen gjort meget for arbejdsmiljøet.

- Vi har også sammen med Enhedslisten og SF målrettet en milliard kroner til at forebygge nedslidning og for eksempel afsat penge til forebyggelsespakker og særlige tilsyn på hospitalerne, skriver Henrik Dam Kristensen til Avisen.dk.

Et godt arbejdsmiljø betaler sig

Beskæftigelsesministeren mener, at ansvaret ligger hos Danske Regioner, der er arbejdsgiver for de tusindvis af lønmodtagere, der arbejder i sundhedssystemet.

- Når det er sagt, er det først og fremmest arbejdsgiverens ansvar, at medarbejdere ikke bliver syge af deres arbejde. Og der er heller ikke tvivl om, at det kan betale sig at investere i et godt arbejdsmiljø. Trives medarbejderne, gavner det også arbejdsgiveren, fordi der er færre sygedage og mindre nedslidning.

I Danmark er der 54 offentlige sygehuse. Ifølge Danske Regioner arbejder der cirka 107.000 fuldtidsansatte på landets sygehuse.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.