Der var en af verdens mest sete begivenheder på tv, da den dengang 20-årige Diana Spencer strålende gik op ad kirkegulvet for at blive hele Storbritanniens prinsesse-darling og gifte sig med prins Charles.
34 år efter er der nu dukket 14 billeder op, der er taget på Buckingham Palace af den officielle fotograf, Lord Lichfield, men billederne blev skrottet og er aldrig vist til offentligheden efter brylluppet den 29. juli 1981.
Det er Lord Lichfields daværende assistent, der kun står frem under navnet Henrietta, der nu sætter billederne til salg.
- Sort/hvid-billederne blev fremkaldt af mig i et mørkekammer få timer efter brylluppet, mens farvebillederne blev fremkaldt af et hemmeligt, betroet laboratorium, siger hun og fortsætter:
- Lord Lichfield lavede albummet med sort/hvid-billederne og farvefotografierne, som han præsenterede for prins Charles og prinsesse Diana. De billeder, der er sat til salg, er dem, som ikke er med i albummet.
- Så vidt jeg ved, er billederne aldrig blevet offentliggjort før. Kun meget få mennesker har set dem, tilføjer hun.
De eksklusive fotos er vurderet til at indbringe mellem 6800 - 13.500 danske kroner stykket hos det amerikanske auktionshus RR Auction, skriver avisen The Telegraph.
Seks af fotografierne viser prins Charles og prinsesse Diana til bryllupsfesten, på tre andre fotos holder prinsesse Diana brudepigen Clementine Hambro, og et enkelt foto viser den nyslåede prinsesse, der bag gardinerne kigger ud på den enorme folkemængde, der har taget plads foran Buckingham Palace.
Det mest eksklusive billede er et foto af dronning Elizabeth, der sidder i sin turkisfarvede dragt foran et fjernsyn, der tv-transmitterede brylluppet.
Auktionen slutter den 24. september.
Prinsesse Diana og prins Charles blev separeret i 1992 og skilt fire år efter. Den folkekære prinsesse døde som blot 36-årig i en bilulykke i Frankrigs hovedstad, Paris, den 31. august 1997. Senere giftede prins Charles sig med sin veninde, Camilla Parker Bowles.
/ritzau/FOKUS