Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her
CHAUFFØRER I NØDSPORET

Hemmelig truckerlov: Uheld trækkes fra lønnen

Lastbilchauffører presses til at betale for skader og punkteringer af egen lomme. Ellers vanker en fyreseddel. Det sker ofte, lyder det fra 3F.

1. aug. 2012 kl. 06:00
Start et spil på Spigo.dk
Spil
Del på Facebook
Mail artiklen
Print artiklen

Lastbilchauffører presses til at betale af egen lomme, når de kommer ud for skader eller punkterer.

Og siger de nej, står vognmanden klar med en fyreseddel.

Stigende problem

3F har haft tre faglige sager indenfor det seneste år, hvor vognmænd har presset chauffører til at betale selv ved punktering og uheld

Chauffører, der får trukket vognmandens selvrisiko ved punkteringer og ulykker er en praksis, der breder sig, lyder det fra fagforeningen.

”Det kender vi desværre. Tidligere skældte vognmanden ud, når chaufførerne lavede skader, men betalte regningen. Nu truer de med, at de kan blive erstattet af tyske chauffører, hvis de ikke betaler,” siger Ole Thorup, der er faglig sekretær i 3F Transport-, Logistik & Byg, Aarhus.

Ole Thorup har haft tre faglige sager på det spørgsmål inden for det seneste år.

”Det er taget til, fordi folk bliver truet på deres job," siger Ole Throrup.

Det er blandt de små vognmænd, der har problemer med at få økonomien til at hænge sammen, at han ser problemet.

Typisk er det selvrisikoen ved ulykker, man fisker efter at hente hjem. De ligger ofte omkring 20.000 kroner.

"Det er ingen hemmelighed at branchen er presset. Og der er temmelig stor selvrisiko på forsikrings-værket. Men hvis det var meningen, at vores medlemmer selv skulle betale sig ud af det, så skulle vi have en væsentligt højere løn,” siger Ole Thorup.

En af de lastbilchauffører, der blev afkrævet kontant afregning for en skade, er 42-årige Henrik Hansen.

Betaler 4.000 kroner af på skade hver måned

Omkring påske befandt han sig på de østrigske motorveje nær Vögl, da bolten fra en kofanger kilede sig fast i et af han dæk.

Da han ikke selv kunne fikse skaden, måtte han have en dækmand ud. Vognmanden krævede, at Henrik Hansen skulle betale af egen lomme.

”Hun truede med, at jeg ville få en regning på 800-900 euro (6.000-6.750 kroner, red). Jeg sagde direkte: Det prøver du bare på! Det endte med, at jeg slap,” siger Henrik Hansen, der sagde farvel og tak til vognmanden efter den oplevelse.

”Jeg vil ikke sidde og være nervøs for at miste en månedsløn, hvis der lige pludselig sker noget,” siger Henrik Hansen.

Fra en tidligere kollega vidste han nemlig, at risikoen for at miste mange tusindelapper, var helt reel.

De sidste måneder har kollegaen ’afdraget’ 4.000 kroner om måneden, fordi han skadede en trailer på en tur til Sverige.

Når den uheldige kollega er færdig, har han ”nok betalt 16.000-20.000 kroner”, siger Henrik Hansen, der kalder fænomenet "udbredt blandt vognmænd".

”Min tidligere vognmand er ikke den eneste, der gør det. Jeg kender et sted, hvor det er helt almindeligt, at de første 10.000 af skaden trækkes i lønnen. Det er både skader på biler, gods eller trailer – alt hvad der nu kan ske, når man kører de kilometer, vi nu gør,” siger Henrik Hansen.

ATL: Vi kender ikke problemet

I Arbejdsgiverorganisationen ATL, der repræsenterer vognmands-, transport-, og logistikvirksomheder, har man ikke hørt om, vognmænd, der presser de ansatte til at betale for skader.

Formand Anders Fransgaard er dog ikke et sekund i tvivl om, at det ikke bør finde sted.

”Da det ikke er noget, jeg er bekendt med, derfor er det også svært at forholde sig til det som problem. Men rent juridisk burde det være ret klart, at det må man ikke,” siger Anders Fransgaard.

3F: Det er arbejdsgivernes pligt at forsikre sig

I 3F slår man også fast, at det ikke er lastbilchaufførerne, der skal betale, hvis de laver skader eller punkterer under arbejdet.

”Arbejdsgiveren har tegnet en forsikring. Hvad man har af selvrisiko er i den her sag os uvedkommende. Det skal chaufførene ikke acceptere,” siger forhandlingssekretær i 3F Transportgruppen Kim René Busch.

Læs også: Tusindvis af truckere snydes for pension

Læs også: DF: Brems de kriminelle vognmænd

Læs også: Punkteret? Vi trækker 6.700 kroner af din løn

NYHEDSBREV
 
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
separator
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores forretningsbetingelser.
DEBAT OM ARTIKLEN
For at kommentere skal du være logget på Facebook. Logges på via "Kommenter via...", genindlæs siden
01.08-2012 | 06:23 af Finn Sørensen
Prøv at melde Jer i Kristelig fagforening. Så har I Herren med Jer og der vil ikke ske uheld!
 
01.08-2012 | 06:40 af Gordon Shumway
Ja naturligvis - hvis du melder dig ind i KRIFA bakker op om Gud og Gud holder naturligvis hånden under dig.

MEN - hvis melder dig ind i 3F, vender du Gud ryggen og Gud bliver naturligvis nød til at straffe dig - for din synd

Ja det giver "sku" rigtig god mening - KRIFA Here i come
 
01.08-2012 | 17:13 af Tom Ewald Fantoni
Gordon Shumway Vælg Det Faglige Hus, de er ikke så kristne, og så er de, helt upolitisk. Har knald dygtige unge dynamiske jurister, med speciale, arbejdsret, og ikke gamle halvfede tidligere tillidsfolk, og gode socialdemokrater, som ikke kan få et reelt arbejde, hos en arbejdsgiver, men som et plaster på såret, bliver plantet som, faglige sekrætærer, hos "RØDE" pamperforeninger, til en "FED"stor løn, som nok ikke svarer, til deres manglende uddanelse/kvalifikationer. Det er det, man kalder for, kammeratterri.
 
01.08-2012 | 06:24 af Finn Sørensen
I modsat fald kan I gå til Jeres fagforening og få hjælp.
 
01.08-2012 | 09:51 af bjarne abel
Enhver arbejdsgiver der har fol ansat til at udføre arbejde har også et objektivt ansvar for sine anssatte. Han har ansvaret for at arbejde udføres under betryggende former. At uheld kan ske og specielt i en vognmandsforretning hvor man færdes i trafikken er soleklart. Vognmanden kender den risiko og har tegnet forsikring for sine biler. Denne forsikring dækker imidlertid kun det lovpligtige ansvar og alle øvrige ricici påhviler det vognmanden at forsikre sig imod med yderligere tegning af forsikringer, eksempelvis ved at tegne et abonnement hos et af de firmaer der leverer dæk eller reparerer dem.
En punktering kan ramme enhver og komme uforudset og det er en god ide at være forsikret mod dækuheld.

Skulle en chauffør være så uheldig at hans vognmand vil lade ham betale for sine uheld er jeg ikke helt sikker på at Kristelig fagforening eller en af de andre gule såkaldte fagforeninger er det bedste sted at være organiseret. De er langt bedre til at tage imod medlemsindbetalinger end til at føre sager.
Så lige på det område ville jeg nok foretrække 3F selvom de også må tåle kritik for manglende aktivitet i visse tilfælde.
 
01.08-2012 | 16:50 af Tom Ewald Fantoni
bjarne abel Taler du, af erfaring? i de år, jeg kørte på de store veje, og uheldigvis, punkterede, så skiftede jeg da bare hjulet. Men selvfølgelig dengang, havde vi også noget der hed, reservehjul, donkraft, og hjulnøgle, så vi selv kunne klare dette problem. Men dengang, var der også, "rigtige" chauffører, og ikke som idag, "ratholdere"
 
03.08-2012 | 10:11 af Kurt A. Nissen
Det kan frygtes at de samme Transportfirmaer heller ikke anmelder de arbejdsulykker som Deres chauffører bliver udsat for - dette problem bør Arbejdstilsynet tjekke op på da Arbejdsmiljøloven og arbejdsskadeloven også gælder for Transportfirmaer - de skadede chauffører har krav på at deres arbejdsskader bliver anmeldt og behandlet - chaufførerne kan selv anmelde deres skader, men så mister de måske deres arbejde, men hellere det en at miste sit helbred.
 
 
05.08-2012 | 12:36 af Martin Vestergaard
Hvor står der at det er 3F der er skyld i at lastbilchaufførerne bliver trukket i løn for skader? Dette er jo ikke en kamp mellem fagforeninger, men en kamp mod rådenhed i vognmandsbranchen. Er selv godt tilfreds med min fagforening og har ingen planer overhovedet om at skifte, men nu er jeg jo heller ikke lastbilchauffør. Jeg har tidligere været medlem af FRIKA og har intet at udsætte på deres behandling af den sag jeg havde med min daværende arbejdsgiver.

Så mit råd til diverse debatører gå efter sagen og lad være med at blande fagforeningspolitik ind i den.

Det kunne være interessant at vide hvor mange chauffører der er organiseret, og få noget statistik på problemerne. Et problem jeg ser i forbindelse med transportsektoren er at det er alt for nemt at lade udenlandske vognmænd og chauffører kører på de danske veje, hvilket presser både vognmænd og chauffører. Ikke at dette på nogen måde retfærdiggør at nogle vognmænd forsøger at vælte nogle af deres udgifter over på deres ansatte.

Vil en højere organiseringsprocent hjælpe, eller skal der lovgivning til? Det var noget der kunne have været interessant at have fået med i trepartsforhandlinger, men de skulle jo kun handle om at øge arbejdsudbuddet (et andet ord for arbejdsløsheden).
 
 
© Copyright 2013, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites