Nyheden om Socialdemokraternes nye erhvervsklub har onsdag udløst en storm at hånlige kommentarer på de sociale medier.
Specielt Venstres Ungdom (VU) synes, det er hyklerisk, at Socialdemokraterne har oprettet et erhvervsforum, hvor hemmelige medlemmer for 15.000 kroner kan mødes med blandt andre finansminister Bjarne Corydon (S) og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) for at diskutere politik, mens de nyder et let traktement. Overskuddet fra møderne går til Socialdemokraternes partikasse.
VU-medlemmer pointerer, at Socialdemokraterne i årevis har kritiseret manglende åbenhed i lignende pengeindsamlingsklubber som Venstre og de Konservative har oprettet.
Det henviser Enhedslistens Stine Brix også til på Twitter:
”Suk, socialdemokrater! Hemmelige pengeklubber rimer ikke på demokrati og åbenhed”
Flere VU-medlemmer er dog mere spydige i deres kommentarer. De har flittigt henvendt sig til fremtrædende Socialdemokrater på Twitter. De spørger, om de mon kan købe sig til indflydelse og et møde med dem, hvis de skaffer 15.000 kroner.
VU’eren Sebastian Just:
”Jeg har 15 kilo – vil du have en kop kaffe @SosseSass (Henrik Sass Larsen, red.)” #dkpol #hykleri
Ministerkollegaen, skatteminister Benny Engelbrecht, skriver dog på Twitter, at man ikke kan købe sig til indflydelse.
Det undrer en anden VU’er, Joachim Koefoed, sig over og spørger:
”Kaffe til 10-20 deltagere kan aldrig koste 100-200K end ikke på DangleTar (Hotel d’Angleterre, red.). Indrøm nu at det er penge for indflydelse”
Han skriver også:
”Kære @SosseSass. Jeg har 15K på min opsparing, kan jeg også være med til at udmynte regerings politik?”
En anden VU’er, Mads Høyer Hansen, spørger:
”Kære @Spolitik. Sig til når man kan møde Helle for 15.000 kr. Jeg er meget interesseret i hendes kurser i løftebrud og udenomssnak.”
Endelig er også værten på TV-programmet Monte Carlo på DR3, Peter Falktoft, klar med en kommentar om den hemmelige erhvervsklub:
”Vi har også en 'erhvervsklub' hos #MonteCarloDR3 det koster 100.000000$ at være med. Kun seriøse henvendelser. Giv lyd”