"Heltene fra Thalys-toget" tildeles fransk æresmedalje
Fire amerikanere og en brite modtager den højeste franske fortjenstmedalje ved en ceremoni i Élysée-palæet.


Frankrigs præsident, François Hollande, tildeler mandag "Thalys-heltene" - de fire, der overmandede en bevæbnet mand i et højhastighedstog fredag, den højeste franske fortjenstmedalje, Æreslegionen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge øjenvidner affyrede den 25-årige gerningsmand med marokkansk baggrund skud i toget, inden tre amerikanere og en brite overmandede ham.

To amerikanske soldater, en amerikansk studerende og en britisk forretningsmand modtager den højeste udmærkelse Legion d'Honneur ved en højtidelig ceremoni i det franske præsidentpalads, Élysée-palæet i Paris.

En franskmand, der som den første forsøgte at bremse gerningsmanden, men ønsker at være anonym, får hæderen på et senere tidspunkt, og det samme gør en fransk-amerikaner, der blev såret af et skud, siger en kilde i præsidentens kontor til AFP.

Belgiens premierminister, Charles Michel, den amerikanske ambassadør i Frankrig, Jane Hartley, og medlemmer af den franske regering, heriblandt premierminister Manuel Valls, ventes også at deltage i ceremonien.

Den bevæbnede gerningsmand, Ayoub El Khazzani, åbnede ild på toget mod Paris fredag. Han nåede at såre en mand, inden han blev overmandet og tvunget ned på gulvet af de tre amerikanere Spencer Stone, Alek Skarlatos og Anthony Sadler samt briten Chris Norman.

Den 25-årige marokkaner nægter, at hans hensigt var at udføre et terrorangreb. Han hævder, at han kun havde til hensigt at begå røveri mod passagererne om bord på toget

Frankrigs præsident, François Hollande, har i en telefonsamtale med sin amerikanske kollega, Barack Obama, udtrykt sin dybe taknemmelighed for, at de tre amerikanere overmandede den 25-årige i toget.

Franske embedsmænd har sagt, at manden var kendt af efterretningstjenester som tilhænger af radikal islamisme.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.