Antoine Griezmann blev den store helt, da han scorede begge mål i Atlético Madrids dramatiske 2-0-sejr over FC Barcelona og dermed sendte de forsvarende Champions League-vindere ud af turneringen.
I samtlige 90 minutter onsdag aften kogte lægterne på Estadio Vicente Calderón, og den giftige franske offensivspiller tøvede ikke med at takke for opbakningen.
- Holdet har leveret en stor præstation ved at være blandt de fire bedste hold i Europa.
- Sejren er også til fansene, de støtter os altid på en fantastisk måde, siger Griezmann ifølge uefa.com.
Han kan ikke dy sig for at sende tankerne tilbage på udvisningen i den første af holdenes kvartfinaler.
- Vi er glade, vi sluttede med 11 spillere på banen. Vi vidste, det ville blive svært her, men vi arbejdede virkelig hårdt defensivt. Vi fortjener det, siger Griezmann.
Atlético-anfører Gabi slår i typisk Diego Simeone-stil fast, at det nu handler om at bevare ydmygheden.
- Holdet leverede en forrygende indsats. Vi havde boldbesiddelse, chancer og ramte overliggeren.
- Det var retfærdigt, vi kom videre, selv om Barcelona pressede os tilbage i anden halvleg.
- Vi er i semifinalerne, men vi skal fortsætte med at arbejde ud fra samme ydmyghed som altid, siger Gabi ifølge uefa.com.
/ritzau/