Helt vilde vandstande efter storm: Borgere evakueret
Vandstanden i den vestlige del af Limfjorden bliver i formiddag så høj, at de gamle rekorder står for fald.
Vandstanden i Limfjorden bliver rekordhøj visse steder søndag.
Vandstanden i Limfjorden bliver rekordhøj visse steder søndag. Foto: Colourbox/free


Stormvejret over Danmark lægger søndag pres på de indre danske farvande, og vandstanden i dele af Limfjorden ventes at blive rekordhøj.

Det oplyser DMI, der har udsendt et varsel om forhøjet vandstand i den vestlige del af Limfjorden.

- Vi kan måske komme til at måle den højeste vandstand nogensinde i Lemvig og Skive, hvor der kan komme op mod 190-192 centimeter over dagligt vande, siger meteorolog Lars Henriksen til Ritzau.

I Lemvig er politiet tidligt søndag morgen gået i gang med at evakuere et boligområde. Det fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Gert Høgh til DR Midt & Vest.

- Vandet er på vej op i en grad, så vi mener det er nødvendigt at vække folk og evakuere området, siger Gert Høgh.

I Lemvig har man lavet officielle målinger af vandstanden siden 1959, mens man først begyndte på dette i Skive i 1995.

I Skive lyder den gamle rekord på 176 centimeter over dagligt vande. Den blev sat 8. januar 2005, mens rekorden i Lemvig lyder på 182 centimeter og blev sat i december 2010.

Hvis prognoserne holder stik, er der ifølge DMI tale om en såkaldt 50-års-hændelse.

Vandstanden i den vestlige del af Limfjorden ventes at toppe omkring klokken 10.30, hvorefter den ifølge prognoserne vil begynde at falde igen ved 12-tiden.

- Men Limfjorden er et svært sted at måle, og prognoserne holder ikke altid, men som det ser ud nu, er vi på vej mod en rekord, siger Lars Henriksen ved femtiden søndag morgen.

Stormen Egon har sidste på natten sluppet sit greb om Danmark, men i det vestlige Danmark og på Bornholm viser blæsten stadig tænder.

- Ved vestkysten kan vi forvente en hård vind med vindstød af stormstyrke, og det samme kan de vente på Bornholm. Vi har jo stadig en vestlige strømning, som søndag sender en del byger ind over landet med hagl, slud og torden, siger meteorolog Anja Bodholdt fra DMI.

De næste steder, der får besøg af Egon, er de baltiske lande.
/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.