"Helt gak, DR": Inviterer unge til heftig druk
DR3 er ude efter unge, der for rullende kamera vil drikke, til de segner. Et meget tåbeligt og farligt eksperiment, mener ekspert.
Så skal der drikkes igennem, mener DR3, der efterlyser unge til program om druk.
Så skal der drikkes igennem, mener DR3, der efterlyser unge til program om druk. Klavs Bo Christensen, Scanpix


Det er både tåbeligt og farligt, når ungdomskanalen DR3 i en annonce efterlyser unge, der er med på at feste igennem og lade sig filme imens.

Det mener Janne Schurmann Tolstrup, professor og alkoholekspert på Statens Institut for Folkesundhed.

Caster på DR3 Anette Toftgård har til Realityportalen.dk forklaret, at kanalen "gerne vil følge nogle personer, der ved, de drikker så meget, at risikoen for blackout er lig 100 procent." Og det forarger alkoholeksperten.

Man kan dø af det

- Blackout er ikke nogen uskyldig tilstand. Det er i princippet farligt. Man kan drikke så meget, at man lægger sig ned og holder op med at trække vejret. Jeg håber virkelig, at de vil holde øje med de unge, som de inviterer til at drikke så styrtende mængder alkohol. Men det er jo helt gak, mener hun.

Unge dør sjældent, men når de gør, er det oftest i forbindelse med ulykker, og her er alkohol ofte involveret, påpeger Janne Schurmann Tolstrup.

Hun forventer, at der vil være unge, som synes, at det kunne være et sjovt projekt at være med i, og som gerne vil i TV. De vil drikke endnu mere, end de ellers ville have gjort, frygter alkoholeksperten.

Forældet kliché

- Det er virkelig en underlig opfordring og et meget let program at lave. Det maler videre på den kliché, at unge drikker som et hul i jorden og er helt ude af kontrol. Nøjagtig som andre TV-udsendelser har gjort. Men i virkeligheden drikker unge mindre end for tyve år siden og mange har en fornuftig opførsel omkring alkohol. Det kunne man jo lave et program om, påpeger hun.

Nu kommer man i stedet til at blåstemple vild druk. Og de voksne vil blive forarget over, at de unge ikke har noget bedre at tage sig til, selv om programmet ikke giver noget retvisende billede, mener Janne Schurmann Tolstrup.

- Hvis jeg var ung, ville jeg virkelig være træt af at blive fremstillet på den måde, siger hun.

Er det public service?

Annoncen har også forarget politikere på Christiansborg, der ikke mener, at det er sådan noget, licensbetalernes penge skal gå til.

’Hvorfor skal vi tvinges til at betale for den slags? Drop tvangslicensen!’, har Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, skrevet på Facebook.

’Public service anno 2015 - hvor lavt kan det blive....virkelig brug for en debat om DR's fremtid nu’, følger Michael Aastrup Jensen (V) trop.

Kritikerne har imidlertid misforstået det planlagte program. Hensigten er netop at problematisere den udbredte brug af alkohol blandt unge, påpeger redaktionschef Kasper Tøstesen, redaktionschef på DR Ung.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.