Skitserne til et Guggenheim-museum i Finlands hovedstad kan lægges i skuffen.
Kort efter midnat natten til torsdag har byrådet i Helsinki nemlig afvist planerne om at bygge en udgave af det kendte museum nær den finske hovedstads havnefront.
Det er sket ved en afstemning, hvor 53 byrådsmedlemmer stemte imod forslaget, skriver det finske nyhedsbureau FNB. 32 politikere stemte for.
Stemmerne blev afgivet efter flere timers debat.
Solomon R. Guggenheim-fonden, der står bag det originale Guggenheim-museum i New York, ville ellers gerne have bygget et museum i Helsinki. Forslaget blev fremlagt i 2011.
Valget faldt på den finske hovedstad på grund af en stærk lokal interesse og tradition for kunst og design, lød det fra fonden.
Siden har flere politikere og indbyggere i hovedstaden dog hæftet sig ved den lille hage, at projektet ifølge Guggenheims tal ville koste omkring 140 millioner euro.
Det er over en milliard kroner, og det er ikke fonden, der skal betale hele regningen. I stedet skulle der investeres både offentlige og private penge i projektet.
Ari Lahti, der er bestyrelsesformand for støtteorganisationen Guggenheim Helsinki, ærgrer sig over byrådets beslutning.
- Jeg tror, at det var det. Vi har ingen plan C, siger han til FNB.
- Det er sådan her, demokratiet fungerer, og beslutningen er taget. Det må vi leve med. Jeg er naturligvis skuffet. Det e ren skam, at projektet falder til jorden, siger Lahti.
Guggenheim-fonden står også bag museer, der er kommet til i Italien, Spanien, Tyskland og De Forenede Arabiske Emirater.
/ritzau/