Helligdage koster kassen – men vi vil ikke undvære dem
De koster godt nok fem milliarder kroner, men vi vil alligevel ikke give afkald på dem.
For mange giver helligdagene en mulighed for at slappe af og være sammen med familien.
For mange giver helligdagene en mulighed for at slappe af og være sammen med familien. Colourbox


Skærtorsdag og andre arbejdsfrie helligdage koster samfundet dyrt. På de dage falder produktionen ifølge Dansk Erhverv nemlig med 50 procent, hvilket svarer til omkring fem milliarder kroner i bruttonationalproduktet.

Alligevel synes langt de fleste danskere ikke at være villige til at opgive det pusterum i den travle hverdag, som helligdagene er for mange.

- Vores helligdage medvirker til et pusterum for alle, der efterfølgende er langt mere produktive, lyder en af reaktionerne blandt andet på Facebook.

LÆS OGSÅ: Nyd fridagen: Skærtorsdag koster os fem milliarder kroner

- Nu skal livet jo ikke kun dreje sig om arbejde og penge. Vi skal også huske at leve vores liv og passe på os selv. Vi har kun et liv, lyder det fra en anden.

Enkelte er dog villige til at droppe helligdagene, fordi de alligevel skal på arbejde.

Andre mener, at helligdagene burde skiftes ud med en række almene fridage.

- Jeg vil gerne give afkald på alle kristne helligdage. Specielt når nu jeg alligevel ikke er medlem af folkekirken, og jeg ligeså godt kunne være af en anden religion. Så hellere 10 dages ekstra ferie, som man kan sprede, som man har lyst, foreslår en bruger på Facebook således.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.