Hellerup Finans forventer Lyngby-salg inden for et år
Selskabet bag Lyngby Boldklub, Hellerup Finans, forventer at sælge alle aktieposter i klubben inden for et år.
Lyngby har haft stor sportslig succes i denne superligasæson.
Lyngby har haft stor sportslig succes i denne superligasæson. Foto: Per Kjærbye/Scanpix


Selskabet bag Lyngby Boldklub, Hellerup Finans, er i økonomiske vanskeligheder, og det kan få konsekvenser for superligaklubben.

Således forventer Hellerup Finans at sælge alle aktieposter i klubben inden for 3-12 måneder.

Det skriver selskabet på sin hjemmeside, hvor det ud over Lyngby Boldklub nævner fem andre selskaber, som Hellerup Finans har aktier i.

- Koncernen forventer, at alle aktieposterne vil være solgt inden for de næste 3-12 måneder, og at det vil tilføre koncernen et meget stort millionbeløb, lyder det blandt andet på Hellerup Finans' hjemmeside.

Lyngby Boldklub meldte 1. september ud, at klubben er på vej mod et større kapitalindskud fra en udenlandsk investorgruppe.

Alt imens klubben er udfordret på økonomien, har den haft sportslig succes som oprykker i denne sæson.

Lyngby har vundet syv kampe ud af de første 15 i ligaen og ligger på femtepladsen med 24 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.