Statsminister Helle Thorning-Schmidt lader sig åbenbart ikke skræmme af de aktivister, der sidste år forsøgte at overdøve hendes 1. maj-tale i Fælledparken i København.
Ifølge formanden for LO Hovedstaden, Morten Skov Christiansen, bliver den socialdemokratiske partileder igen i år hovedtaler ved dette års markering af arbejdernes internationale kampdag.
- Alle tre partiledere på venstrefløjen kommer i Fælledparken, siger han til Ekstra Bladet.
Dermed vil Helle Thorning-Schmidt altså blive flankeret af Pia Olsen Dyhr (SF) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL), og der vil formentlig blive varmet grundigt op til det valg, der kan være lige på trapperne.
En stor gruppe 1. maj-deltagere forsøgte sidste år med fløjter at spolere statsministerens tale i Fælledparken.
De såkaldte fløjteaktivister protesterede mod regeringens linje, som de betragtede som arbejderfjendsk og udemokratisk.
I 2013 dukkede statsministeren slet ikke op i København, men talte i stedet i Aarhus og Aalborg. Her blev hun også mødt med fløjter, ligesom politiet måtte skride ind.
Blandt andet blev en mand anholdt for at skyde med vandpistol efter Helle Thornings-Schmidt.
/ritzau/