Vi skal have flere unge til at tage en faglig uddannelse. Sådan lød budskabet fra statsminister Helle Thorning Schmidt, da hun tidligere i dag åbnede DM i Skills i Bella Centret i København.
- Jeg kan ikke være den eneste, der får et helt blødt hjerte af alle de unge mennesker, som har lyst til at gøre sig umage og har lyst til at konkurrere, sagde hun til de 302 unge, der deltager i konkurrencen om at være Danmarks dygtigste lærling.
Helle Thorning Schmidt håber, at de dygtige håndværkere kan inspirere mange andre unge til at vælge en erhvervsuddannelse.
- Vi har brug for kloge hoveder og hænder. Derfor skal vi have flere til at vælge ligesom jer, sagde hun.
Den gale vej
Regeringen har en målsætning om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse. Men det får kun 83,9 procent af de elever, der går i 9. klasser i dag, viser nye tal fra Undervisningsministeriet.
Dermed går det den gale vej for første gang i syv år. Det er nemlig et fald på en procent i forhold til året før.
Hvis vi skal have flere unge til at tage en ungdomsuddannelse, er det helt afgørende, at mange dropper tanken om gymnasiet og i stedet får sig en faglig uddannelse.
Det mener formanden for LO Hovedstaden, Morten Skov Christensen.
- Udfordringen er, at alt for mange unge vælger forkert og derfor aldrig gennemfører. Derfor skal vi have nedbrudt fordommene om erhvervsuddannelserne, og her er DM i Skills en rigtig god ide, siger han.
Se her, hvordan det går med at få overbevist de unge om, at de skal vælge en erhvervsuddannelse.