Helikopter styrtet ned med 13 om bord
Der er fundet omkomne efter en norsk helikopterulykke. Politiet har ikke oplyst, hvor mange der er fundet.
Styrtet skete ved øen Turøy vest for Bergen i det vestlige Norge.
Styrtet skete ved øen Turøy vest for Bergen i det vestlige Norge. Foto: Google Maps


En helikopter med 13 personer er fredag middag styrtet ned i havet ved Turøy ud for Bergen i Norge.

Politiet frygter, at alle om bord er omkommet, og der er endnu ingen meldinger om overlevende.

Der er fundet omkomne efter ulykken, siger operationsleder Morten Kronen fra det lokale politi.

- Vi har fundet omkomne, men vi kan ikke verificere antallet endnu af forskellige årsager. De er fundet på land, siger han til Bergens Tidende.

Helikopteren bruges til at fragte medarbejdere til og fra boreplatforme i Nordsøen. Statoil, der driver boreplatformen oplyser, at selskabet er i gang med at mobilisere en redningsaktion efter ulykken.

Helikopteren var på vej tilbage fra boreplatformen Gullfaks-feltet i Nordsøen, da den styrtede ned. Det fortæller pressetalsperson John Sjursø fra redningscentralen til VG.

De 13 personer i helikopteren er 11 medarbejdere fra boreplatformen og to helikopterpiloter fra CHC Helikopter Service.

Ifølge øjenvidner, som den norske avis VG har talt med, var der før styrtet en "voldsom eksplosion".

- De meldinger, vi har fået, tyder på, at helikopteren stort set er gået i stumper og stykker, siger redningsleder Bjørn Jarle Åmlid til det norske nyhedsbureau NTB.

Der er en større redningsaktion i gang fredag. Bjørn Jarle Åmild fortæller, at flere redningshelikoptere er på vej fra Sola og Florø, og at der er sendt en luftambulance af sted mod ulykkesstedet. Derudover er der både i området.

Forsvaret bidrager desuden med flere fartøjer og fire dykkere, mens Røde Kors har sendt to ambulancer og en båd fra Bergen.

Ulykken ser umiddelbart ud til at være en af de værste, der er set i Norge inden for de seneste ti år.

Der har været flere alvorlige helikopterulykker i Norge, hvor flere er omkommet. Blandt andet omkom fem personer i 2011, da en helikopter styrtede ned under en helikopteropvisning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.