Langt flere søger om julehjælp til deres børn i år. Her beskriver to mødre, hvorfor de har valgt at søge støtte hos Julehjælpen.dk.
"Vi har ikke råd til at betale vores regninger, der er ikke råd til bleer eller mad til vores piger og for at gøre det endnu bedre, så er julen ved at nærme sig…," skriver Rikke.
Hun og kæresten har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, efter de er blevet ramt af den gensidige forsørgerpligt.
Læs også: Familier ramt af gensidig forsørgerpligt søger julehjælp
Det er ikke den eneste ulykke, der har ramt den lille familie. De har også været udsat for et indbrud, hvor de har mistet stort set alle deres ejendele.
"Vi har en lejlighed men intet at putte i den, og der er forholdsvis lange udsigter til forsikringspengene. Og så fortæller kommunen mig, at jeg ikke vil modtage min kontanthjælp, da min sambo skal forsørge mig,” skriver Rikke.
Termin juleaften
En anden mor skriver til Julehjælpen.dk, at hun snart står alene med to børn og ikke aner, hvordan hendes fremtid ser ud.
Efter nogle turbulente år, hvor hun og sønnen blandt andet har boet på et krisecenter for voldsramte kvinder, har hun nu fået en ny kæreste.
"I marts måned finder vi ud af, at jeg er gravid med en lille pige, som har termin 24. december,” skriver Helene.
Men på grund af den gensidige forsørgerpligt har hun ikke råd til at flytte sammen med sin nye kæreste, der er far til den lille pige, som har meldt sin ankomst juleaften.
”Håber I vil hjælpe min søn, lille pige og jeg til at få en dejlig jul alligevel,” skriver hun.
Hændelserne er rigtige, men anonymiserede af redaktionen