Heja! Her får de ledige flere dagpenge-kroner
Mens dagpengesatsen i Danmark ser ud til at blive beskåret, har de svenske politikere valgt at hæve dagpengeydelserne.
Her i Malmø - lige på den anden side af sundet - kan borgerne sammen med resten af den svenske befolkning se frem til en stigning i deres dagpenge. I Danmark tyder alt på en lavere dagpengesats.
Her i Malmø - lige på den anden side af sundet - kan borgerne sammen med resten af den svenske befolkning se frem til en stigning i deres dagpenge. I Danmark tyder alt på en lavere dagpengesats. Foto: Brian Bergmann/arkiv/Scanpix


Dagpengesatsen i Danmark bliver sandsynligvis forringet. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man ser på de mulige bud på nye dagpengeregler, som er opstillet i en lækket rapport fra Dagpengekommissionen.

På den anden side af Øresund har vores svenske naboer overraskende nok lagt en helt modsat strategi for dagpengeområdet. I Sverige er Socialdemokraterne og Venstrepartiet gået sammen om at hæve dagpengesatsen. Det skriver SVT Nyheter.

Som reglerne er i dag, kan de svenske ledige før skat få op til ca. 15.000 svenske kroner om måneden. Men fra 7. september kan de se frem til at få op til ca. 20.000 svenske kroner månedligt i de første 100 ledighedsdage.

Derefter vil den maksimale dagpengesats være omkring 16.700 svenske kroner. For svenskerne svarer det til ca. 1.700 svenske kroner mere end i dag.

Det betyder, at de bedst stillede svenske dagpengemodtagere kan se frem til at modtage, hvad der svarer til  ca. 11.000 danske kroner efter skat hver måned.

Svenskerne har ubegrænset ret til dagpenge

De danske a-kasser har fulgt grundigt med i, hvordan dagpengesystemet har udviklet sig i Sverige, fortæller Verner Sand Kirk. Han er direktør i de danske a-kassers brancheorganisation AK-samvirke.

- I Sverige har de ikke det problem, som vi har herhjemme, hvor der er mange der mister dagpengeretten, for de har en ubegrænset dagpengeperiode, siger han til Avisen.dk.

Flere tror fejlagtigt, at Sverige har nordens korteste dagpengeperiode, men det er ikke korrekt, forklarer Verner Kirk Sand. I Sverige har man derimod ubegrænset ret til det, der svarer til den danske aktivering.

Problemet i Sverige er, at mange unge svenskere ikke melder sig ind i a-kasser, fordi det er for dyrt. Den erfaring bør Dagpengekommissionen tænke over, for det skal være attraktivt for folk at være med i en a-kasse, mener Verner Sand Kirk.

Ikke den rene gavebod

Selvom der er tale om en betragtelig stigning i den svenske dagpengesats, så kommer de kun godt og vel på niveau med de nuværende danske satser. Hidtil har svenskerne haft lavere ydelser end de danske, forklarer Verner Sand Kirk.

I Danmark kan man i dag maksimalt få 17.918 kroner om måneden på dagpenge. Men det beløb bliver muligvis mindre, når dagpengereglerne bliver ændret.

Det er første gang siden 2002, at man hæver dagpengebeløbet i Sverige.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.