Mentor Heine Jaaks kan stadig huske første gang han mødte Henrik. Henrik sad i sofaen hos sine forældre, nærmest ude af stand til at forlade hjemmet på grund af angst og depression.
Bare han skulle ud og handle var han fuldstændig udmattet bagefter.
- Han lignede en forskræmt fugleunge, som han sad der med en pude foran sig og nærmest ikke ville tale med mig. Men vi kom langsomt i gang, siger Heine Jaaks, der arbejder som mentor i Viborg Kommune.
Henrik var sidst i 20'erne og var endt i sofaen efter en ungdom med kriminalitet og stoffer og nogle forældre, der heller ikke havde det for godt.
- Han var en presset ung mand, og så var det hele ramlet for ham, siger Heine Jaaks.
Alligevel gik Heine Jaaks i gang med den opgave, han havde fået: At få Henrik ind på en uddannelse eller i arbejde, så han kunne forsørge sig selv.
Heine Jaaks er uddannet maskinarbejder, og har været mentor i mange år. Han blev ansat i Viborg for to år siden, da kommunen deltog i Arbejdsmarkedsstyrelsen forsøg med at give udsatte unge en mentor for at hjælpe dem i gang med uddannelse eller arbejde.
I dag betegner en forsker resultatet som ‘en revolution’, fordi det formår at flytte de unge, der har det allersværest, så meget, at det kan måles.
At lære at tage på arbejde på dårlige dage
Også i Viborg blev forsøget så stor en succes, at kommunen fortsatte for egne penge, efter tilskuddet fra staten stoppede.
Derfor er Heine Jaaks stadig mentor for omkring 15 personer.
Henrik besøgte han i omkring et år, og nu snakkes de ved af og til. Henrik er i et revalideringsforløb i en lokal virksomhed, hvor han klarer det virkelig godt på, og snart skal trappe op til at arbejde 30 timer om ugen.
Han skal også til at tage truck-certifikat, og Heine Jaaks regner med, at Henrik bliver selvforsørgende.
Vejen derhen har både gået gennem praktisk hjælp til at finde praktiksted. Men især gennem lange ugentlige snakke, der langsomt har fået Henrik ud af sofaen og til at tro på, at han selv kan tage ansvar for sit liv.
- Vi har talt mest om at acceptere, at der er dårlige dage. Angsten forsvinder ikke, den skal han leve med. Men selvom dagen starter skævt, kan man stadig stå op og få noget godt ud af den, tage på arbejde og gøre de ting, man skal, siger Heine Jaaks.
Vader ikke rundt i diagnoser
En del af arbejdet med at komme videre er at se på det morads ens liv er blevet og hvorfor, og så lægge det bag sig.
- Blandt mentorkorpset taler vi om, at vi tør dykke ned i lortet sammen med dem. Der kan være vold og misbrug og svigt, men de kan ikke skræmme os. Det er ikke nederlag, det er livserfaring. Hvad er der sket, og hvad kan du lære af det, siger han.
Mange af de unge, han besøger har en eller flere diagnoser, ofte angst.
- Jeg lytter og hører om deres diagnose, og så vader jeg ikke mere i det. Jeg er interesseret i mennesket omme bag diagnosen. Vores budskab er, at lige meget hvad du har været igennem, har du ressourcer og kan komme videre, siger Heine Jaaks.