Det har været hårdt. Men det har været det hele værd.
Sådan opsummerer fængselsbetjent Heidi Tarp Klemmensen den seneste uge.
- Jeg har kun modtaget positiv respons fra mine kollegaer og ledelse. Men samtidig har de også sagt, at jeg skal passe på mig selv, siger hun.
I søndags stod hun frem i Avisen.dk og fortalte om den daglige kamp, hun og hendes kollegaer kæmper mod de hårdkogte bandemedlemmer i landets fængsler og arresthuse. Siden har hun optrådt med sit opråb i TV2 News, Go’ Aften Danmark, DR’s Aftenshowet, Berlingske, Ritzau og Radio24syv.
Heidi Tarp Klemmensen, der er enhedsleder i Københavns Fængsler, mener, at det er tid til at sige stop for det rå arbejdsmiljø, der præger bandeafdelingerne, der ifølge hende har udviklet sig til klubhuse for bandemedlemmer.
Forleden skrev hun et brev til Folketingets retsudvalg, hvor hun opfordrede politikerne til at gøre noget ved problemet. Heidi Tarp Klemmensens mand, der også arbejder som fængselsbetjent, blev truet af et bandemedlem, og det fik hende til tasterne.
En uge i mediemøllen trækker tænder ud, og det er ved at være nok for Heidi Tarp Klemmensen. Efter at have stået frem med ansigt og navn, vil hun nu trække sig tilbage af hensyn til familien.
- Selv om min familie har bakket mig op i, at jeg har stået frem, så kan jeg da godt mærke, at det påvirker dem. Min 15-årige datter frygter, at der skal ske mig noget. For som hun siger, er det er jo afstumpede mennesker, vi har med at gøre, siger Heidi Tarp Klemmensen.
I weekenden kunne Avisen.dk fortælle, at sygefraværet blandt landets fængselsbetjente er rekordhøjt – og særligt i København står det slemt til. I kølvandet på Heidi Tarp Klemmensens udmelding har både Kriminalforsorgen og Fængselsforbundet været ude og italesat problemerne med banderne i landets fængsler.
Det glæder Heidi Tarp Klemmensen.
- Kim Østerbye (formand for Fængselsforbundet, red.) har været der for mig i hele forløbet, og han har sagt til mig, at jeg har gjort det godt og på en sober måde. Det har været vigtigt for mig at understrege, at det er min egen holdning, jeg har stået frem med.
- Jeg håber, at andre nu samler fanen op. Jeg føler, at min mission er fuldført, siger hun.