Der er endelig godt nyt efter en svær tid i familien Heick.
Annette Heicks mand, Jesper Vollmer, brækkede nakken på en ferie i Thailand, hvor han sidenhen har ligget på sygehuset.
Men nu er Jesper Vollmer atter hjemme i Danmark. Det siger Jesper Vollmers svigermor, Hilda Heick, til Ekstra Bladet.
- Han er kommet til Danmark og ligger på Rigshospitalet. Vi kan ikke se ham endnu, fordi han er til en masse undersøgelser. Men det er bare rart, at han er kommet hjem, siger Hilda Heick.
Svigermoren fortæller desuden, at Jesper Vollmers nerve er intakt, og at han derfor har forbindelse helt ned til tæerne.
- Vi tror, at han har været rigtig heldig. Det er bare dejligt at vide, at han højst sandsynlig bliver sig selv igen, siger Hilda Heick, der også fortæller, at ægtefællen Annette Heick heller ikke har set Jesper Vollmer.
Jesper Volmer, der arbejder som kok for prins Henrik og dronning Margrethe, gennemgik en lang operation i Thailand. I en pressemeddelelse har sangeren, forfatteren og tv-værten Annette Heick tidligere forklaret, hvordan Jesper Volmer kom til skade.
- Jesper sprang i havet men blev slået ned af en kæmpebølge på en sådan uheldig måde, at hans hoved blev kastet mod sandbunden, hvorved han brækkede nakken. Takket være professionelle livreddere, hjælpsomme hotelgæster og i det hele taget meget dygtige folk kom Jesper hurtigt af sted til hospitalet, fortalte Annette Heick.