Der er dømt hedebølge i Danmark.
Torsdag får vi op til 28 grader og fredag og lørdag helt op til 35 grader. Derfor er det vigtigt at holde ekstra pauser og få rigeligt med væske, når du arbejder under høje temperaturer, råder Arbejdstilsynet.
Men du skal ikke regne med, at de høje temperaturer fritager dig fra arbejdet.
- Det er en myte, at man har ret til fri fra arbejdet, når der er hedebølge, fortæller tilsynschef fra Arbejdstilsynet Jens Dissing.
Om sommeren oplever han ofte, at folk ringer og spørger, hvor højt temperaturen skal op, før man kan få varmefri.
Men der findes altså ingen regler, der fritager dig fra jobbet, når solen bager.
Under normale vejrforhold, kræver Arbejdstilsynet, at der er under 25 grader på arbejdspladsen, men dette krav ses der bort fra under hedebølger, hvor det er svært at holde temperaturen nede.
Arbejdsgivers ansvar
Medarbejdere kan altså ikke forlange at få varmefri, men må i samarbejde med arbejdsgivere finde frem til, hvilke arbejdsmetoder der fungerer under varmebølger
Under hedebølger, skal der nemlig særlige hensyn til medarbejderne i varmen, fortæller Jens Dissing.
Og det er arbejdsgivernes ansvar at sørge for, at arbejdsforholdene er i orden under en hedebølge.
Hvis man som medarbejder ikke mener, at arbejdsgiveren tager nok hensyn til medarbejdere i varmen, kan man altid ringe til Arbejdstilsynets call center.
- Hvis en medarbejder ringer ind og beretter om en arbejdsgiver, der ikke tager varme-hensyn alvorligt nok, så kan vi køre ud på akut tilsyn på arbejdspladsen, oplyser Jens Dissing fra Arbejdstilsynet.
Her er Arbejdstilsynets anbefalinger til arbejdsgiverne ved høje temperaturer:
- Sørg for at der er et passende antal pauser, hvor temperaturen er over de 35 grader og ved høj luftfugtighed
- Pauserne skal holdes i lokaler med lavere temperatur eller udendørs
- Påklædningen bør være let. Hvis der er krav om uniform, som er varm, skal pauserne eventuelt være længere.
- Medarbejderne skal have adgang til rigeligt drikkevand.
- Medarbejderne skal have adgang til rigeligt drikkevand.
- Vær særlig opmærksom på risikogrupper. Det vil sige gravide, ældre og medarbejdere med hjerte- eller lungesygdomme. Risikogrupperne skal eventuelt have længere pauser, eller helt undgå at blive udsat for de høje temperaturer.
- Hvis en medarbejder har symptomer på varmeudmattelse (svimmelhed, kvalme, synsforstyrrelser og hovedpine), skal medarbejderen straks hjælpes ud i køligere omgivelser. Sørg desuden for, at medarbejderen får rigeligt at drikke.
- Hvis en medarbejder besvimer eller falder om, skal der tilkaldes en ambulance. Hedeslag skal behandles akut.
Kilde: Arbejdstilsynet